Søvndal blåstempler Thornings dagsorden

SF's formand Villy Søvndal lægger op til højere skat på de rige og på "forurening", mens medlemmer af LO og FTF skal friholdes.

S-leder Helle Thorning-Schmidts økonomiske opskrift for den økonomiske krise med højere skat og skarpe prioriteringer i velfærden falder i god jord hos SFs formand, Villy Søvndal.
- Jeg synes både, det er en meget nødvendig, men også meget moderat udmelding, Helle Thorning kommer med. Nemlig at hvis vi skal bryde den lange række af forringelser af velfærden, som vi har oplevet under VK-regeringen, og vi samtidig skal håndtere en skærpet situation, der betyder færre indtægter til staten på grund af arbejdsløshed og flere udgifter til dagpenge og kontanthjælp, så er der brug for en økonomisk politik, som er et klart alternativ til den nuværende regerings, siger han.
Villy Søvndal understreger dog, at almindelige danskere med lønninger, der svarer til medlemmer af forbundene "LO og FTF", skal friholdes.
- Det afgørende er, at vi ikke beskatter almindelige lønmodtagere hårdere hverken på indkomst eller bolig. Men det er klart, at der er mennesker, der har råd til at betale mere, som har meget høje indkomster tjent på de seneste års udvikling, siger Villy Søvndal og tilføjer:
- Det er klart, at også på forureningsområdet er der noget at se på.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret