Spærret inde på pissoir i nattens mulm og mørke

Spærret inde på et offentligt toilet i Næstved midt om natten i fem kvarter. Det var, hvad en skræmt mand oplevede ved 3-tiden natten til søndag, skriver Sjællandske

Efter at have kørt sin bedstemor hjem, ville han benytte toilettet på Dania i Næstved. Det kom han bitterligt til at fortryde. Da han forsøgte at komme ud af pissoiret, virkede låsen ikke.

Manden greb sin mobiltelefon og ringede til bedstemoderen. Hun ringede derefter til politiet. To betjente kørte til Dania og forsøgte at få vristet døren til pissoiret op. Men kunne intet stille op.

Heller ikke brandvæsenet, der også blev tilkaldt, kunne hjælpe den stakkels mand ud.

Først fem kvarter efter manden var gået ind på det offentlige toilet, kom han igen ud i den friske luft. Det var en kommunal ansat vejmand, der fandt den rigtige nøgle og fik vristet døren op, beretter Sjællandske.
/ritzau/




En mand oplevede natten til søndag at være spærret inde på et offentligt toilet i Næstved i fem kvarter.

Offentliggjort Sidst opdateret