Spanien nærmer sig kritisk grænse for rejser efter mere smitte
Spanien har set en stigning i smitten de seneste uger. I juni var antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere på omkring fem om ugen, mens det på det seneste har været på knap 25.
(Arkivfoto) Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
Spanien er tæt på at overskride grænsen for, hvor mange smittede danske myndigheder accepterer for indrejse.
Et stigende antal smittetilfælde i Spanien betyder, at landet nærmer sig grænsen for, om Udenrigsministeriet vil fraråde ferierejser til landet.
De danske myndigheder har et kriterie om, at der må være op til 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere for at give grønt lys til rejser.
De seneste to uger har Spanien i gennemsnit haft 24,6 nye smittetilfælde om ugen, viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC). Tallet har været kraftigt stigende gennem juli.
Ud over antal smittede kigger de danske myndigheder også på testniveauet, og hvor stor en andel der testes positive. Maksimalt fem procent af de testede må testes positive.
Det er især de nordspanske regioner Catalonien og Aragón, der på det seneste har haft mange nye smittetilfælde.
I sidste uge valgte Storbritannien og Norge at fraråde alle unødvendige rejser til Spanien. Beslutningen blev begrundet med en stigning i smitten.
Det har fået flere store rejseselskaber - herunder TUI - til at lukke ned for rejser fra Storbritannien til det spanske fastland de næste uger.
Flere eksperter og den danske rejsebranche har argumenteret for, at Udenrigsministeriet bør overveje regionale rejsevejledninger, så et lokalt smitteudbrud ikke lukker for rejser til et helt land.
Udenrigsministeriet har på den anden side udtalt, at det er besværligt og tungt at vælge den model, og at der ikke er god nok data i alle EU-lande til at kunne gøre det.
Udenrigsministeriet offentliggør hver torsdag klokken 16 opdaterede rejsevejledninger. I sidste uge blev der lukket for rejser til Bulgarien på grund af stigende smitte.
Ifølge opgørelsen fra ECDC har Rumænien i gennemsnit haft 34,7 smittede per 100.000 indbyggere de seneste to uger, og der kan derfor også blive lukket for rejser dertil.
I Danmark er tallet til sammenligning 4,5.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker