Spansk smitte stiger: Rejsebranchen vil have nye vejledninger
Spanien har på det seneste oplevet en stigning i antallet af smittede med coronavirus. Det gælder især regionerne Catalonien og Aragón. Foto: Enrique Calvo/Reuters
Enrique Calvo/Reuters
Rejsevejledninger bør opdeles på regioner, så udbrud i et område ikke lukker helt land, mener rejseselskaber.
De danske myndigheder bør justere rejsevejledningerne, så de er inddelt på regionalt niveau og ikke landebasis.
Det vil kunne betyde, at man ikke behøver at lukke for rejser til for eksempel Spanien, fordi der i enkelte dele af landet er et stort antal nye smittetilfælde med coronavirus.
Sådan lyder det fra Dansk Rejsebureau Forening.
- Lige nu er der ikke andre lande end Sverige, hvor man har en regionsopdeling. Vi mener, at det også er muligt at gøre andre steder, siger direktør Lars Thykier til TV2.
Meldingen kommer, efter at Storbritannien og Norge de seneste dage har indført krav om karantæne for borgere, der vender hjem fra Spanien.
Det sker efter en stigning i smitten i Spanien, der især gør sig gældende i regionerne Catalonien og Aragón.
Dansk Rejsebureau Forening repræsenterer omkring 100 mindre og mellemstore rejseselskaber i Danmark - herunder Albatros, FDM Travel og Jysk Rejsebureau.
Lars Thykier mener, at man med en regionsopdelt løsning kan undgå, at man er nødt til at lukke et helt land ned, hvilket vil betyde, at der ikke kan sælges rejser.
- De to store rejsedestinationer i Spanien ud over Malaga-området og Alicante er De Kanariske Øer, Mallorca og Menorca, hvor der ikke er nogen problemer med smitte.
- Derfor giver det ikke mening, at man lukker ned for alle områder. Der er - alene på grund af geografien - et behov for en opdelt rejsevejledning, siger Lars Thykier.
Udenrigsministeriet fraråder ikke rejser til Spanien, men i rejsevejledningen opfordres der til ekstra forsigtighed på grund af coronavirus.
Det gælder særligt i Aragón, hvor myndigheder anbefaler en coronatest ved hjemrejse.
Catalonien er også nævnt, fordi der frem til 1. august er et forsamlingsforbud for mere end ti personer.
For at et land bliver karantæneland, kræver det blandt andet mindst 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.
Ifølge Statens Serum Institut ligger det aktuelle ugentlige antal sygdomstilfælde per 100.000 indbyggere for Spanien på 14,9. Det er et gennemsnit for perioden 8. juli til 21. juli.
Udenrigsministeriet opdaterer hver torsdag sine rejsevejledninger.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie