Spareplan rammer danske skoler i Tyskland

Det danske mindretal i Nordtyskland er rystet, nu da detaljer i en storstilet slesvig-holstensk spareplan er sluppet ud.

Officielt offentliggør delstatsregeringen i Kiel først onsdag klokken 14 sin omfattende spareplan, men allerede nu står det klart, at det danske mindretals skoler i Sydslesvig bliver ramt af massive besparelser.

Ifølge de foreløbige oplysninger vil delstatsregeringen spare 4,7 millioner euro ved at sænke tilskuddet til de danske elever, så de kun får 85 procent af omkostningerne pr. tysk skoleelev. Hidtil har danske elever fået det samme i tilskud, som det koster at have en elev i en tysk skole.

- Det er et slag i ansigtet. Vi er dybt chokerede. Jeg kan slet ikke se, hvordan vi skal klare den besparelse, siger Anders Molt Ipsen, direktør i Dansk Skoleforening i Sydslesvig, til Ritzau.

Foreningen driver 47 skoler for den danske mindretal syd for grænsen, og Anders Molt Ipsen forudser, at besparelserne kan betyde, at op mod 20 af de mindre skoler ude på landet må lukke. Besparelserne svarer til 85 fuldtidslærerstillinger.

- Det er helt ufatteligt for os. Jeg kunne forstå, hvis vi skulle spare på lige fod med den tyske skole, men på denne måde gør man op med ligestillingen blandt danske og tyske skoler, siger Anders Molt Ipsen.

Også Universitetet i Flensborg bliver alvorligt beskåret som led i spareplanen.

Delstaten Slesvig-Holsten har opbygget en gæld på 24 milliarder euro, og der skal derfor findes besparelser til 125 millioner euro om året. Spareplanen ventes endeligt vedtaget til efteråret.

/ritzau/

Dansk Skoleforening for Sydslesvig vurderer, at op mod 20 danske skoler syd for grænsen er truet af lukning på grund af delstatsregeringens spareplan.

Offentliggjort Sidst opdateret