Det voldsomt skrantende fugleliv i et af landets vigtigste og mest unikke fugleområder Tøndermarsken skal ikke regne med frivillig hjælp fra landbruget og Tønder Kommunes forpagtere. Det fremgår af nye tal fra Fødevareministeriet.
En ny status fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) slog for få dage siden fast, at det står skidt til for blandt andet engfuglene i området. Antallet af ynglepar ligger under en fjerdedel af målet. Tilbagegangen af blandt andet viber og kobbersnepper skyldes ifølge forskerne især landbrugets dræning af arealerne. Det forhindrer den nødvendige oversvømmelse af dele af området, som ville sikre fuglene insekter og orm i våde lavninger.
Såvel Tønder Kommune som Miljøministeriet har længe henvist til, at en ny frivillig aftale med lodsejerne i marsken om afvandingen i området vil løse problemet. Men nu viser en helt ny opgørelse fra Fødevareministeriet, at ordningerne bliver særdeles sparsomme og kun dækker en ganske lille del af området.
Kun 32 procent af selve kerneområdet i området bliver dækket med de frivillige aftaler. Dermed bliver der kun tale om frivillige aftaler på 274 hektar af kerneområdets 851 hektar. Dertil kommer, at kerneområdet kun udgør en meget lille del af det samlede område på i alt godt 2500 hektar.
Ansøgningerne på de 274 hektar fordeler sig med 178 hektar (eller 76 procent) fra Tønder Kommunes forpagtere, 44 hektar fra statens forpagtere (100 procent) og 52 hektar fra de private landmænd (ni procent).
EU har i en årrække truet Danmark med en EU-retssag for forvaltningen af naturområdet, der er vigtigt yngleområde for en række fuglearter. Statens forsøg på at løse problemerne gennem frivillige ordninger har gentagne gange mødt voldsom kritik fra blandt andet de grønne organisationer.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub