Spionmandens saga har ikke nået sin afslutning

Lars Findsen er den vel nok mest omtalte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste i danmarkshistorien. Han fylder 60 år den 17. september. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Lars Findsen har været igennem meget, siden han blev sendt hjem og siden fængslet i FE-sagen. Nu forsøger han at få oprejsning. Han fylder 60 år 17. september.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er - sagt i overført betydning - mange kapitler i bogen om den tidligere spionchef Lars Findsen.

Det seneste blev skrevet i august.

Her kunne Politiken fortælle, at Findsen snart igen vil være at finde i retten, fordi han mener, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet har brudt loven ved at afsløre intime detaljer om ham til toppolitikere på Christiansborg.

Det er en udløber af den FE-sag, som har gjort Findsen bredt kendt i Danmark.

Lars Findsen fylder 60 år den 17. september.

Indtil sin hjemsendelse fra jobbet som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i 2020 havde Lars Findsen haft et snorlige karriereforløb.

Findsen, der er uddannet jurist, arbejdede en årrække i Justitsministeriet, han var chef for PET, og så var han departementschef i Forsvarsministeriet, inden han i 2015 blev ny FE-chef.

Hvad der skete derfra, er velbeskrevet. Findsen blev sendt hjem, han blev tiltalt for læk af statshemmeligheder, han blev varetægtsfængslet, og i 2023 blev tiltalen opgivet.

Tiden efter har Lars Findsen ikke ligget på den lade side. Senest er han blevet skribent på Altinget, hvor han skal bidrage med indlæg om sikkerheds- og forsvarspolitik.

Han debuterede i starten af september med et indlæg om det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, som han ikke er begejstret for.

Ellers har han brugt en del tid på at søge oprejsning.

I april fik han lidt over 200.000 kroner i erstatning, fordi han var blevet aflyttet i over et år, anholdt og fængslet i 71 dage, viste en afgørelse fra Statsadvokaten, som Ritzau fik indsigt i.

I maj udgav han på opsigtsvækkende vis en bog, en spionthriller med titlen "Skygger på Silkevejen".

Bogen kan meget vel ende med at blive til en film. I hvert fald har produktionsselskabet SAM Productions købt filmrettighederne til den.

Hvad fremtiden ellers bringer, talte Lars Findsen om med B.T. i juli:

- Min plan er simpelthen i videst muligt omfang at være der for familien, være der for dem, for mine nærmeste og på det arbejdsmæssige beskæftige mig med en buket af ting, som hver for sig giver mening, sagde han dengang.

/ritzau/