Spøgelsesjagten kom til at definere ham

Dan Aykroyd har tre døtre med Danielle Dixon, som han dog blev separeret fra i foråret 2022. (Arkivfoto). Foto: Arnold Turner/Ritzau Scanpix

Dan Aykroyd fandt på og spillede med i den første "Ghostbusters"-film, som gjorde ham til en megastjerne. Han fylder 70 år fredag den 1. juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dan Aykroyd var allerede et skattet humoristisk talent og respekteret for sine musikalske evner.

Men først da skuespilleren kombinerede sin interesse for det overnaturlige med sit fag og fandt på at lave en komedie om et hold excentriske spøgelsesjægere, blev han for alvor en stjerne.

Dan Aykroyd, der fredag den 1. juli fylder 70 år, har siden været associeret med den enormt succesfulde "Ghostbusters"-serie, der på knap fire årtier har kastet fire film, to tv-serier og tæt på 20 computerspil af sig.

Som blot 22-årig fik canadiske Dan Aykroyd sit store gennembrud i USA, da han var med til at starte satireinstitutionen "Saturday Night Live" i 1975.

Her blev han berømt for sine parodier, der blandt andet spiddede præsidenterne Richard Nixon og Jimmy Carter.

Det endda med en så stor præcision, at Monty Python-medlemmet Eric Idle erklærede, at Aykroyd som den eneste fra "SNL" havde evnerne til at være en del af den legendariske britiske komedietrup.

Det var også i sketchshowet, at Dan Aykroyd med kollegaen John Belushi opfandt de musikalske karakterer The Blues Brothers.

De fik også et liv uden for "SNL", først med en plade og en turné og siden med en film, der i 1980 blev et hit på det store lærred.

Det gav Aykroyd et navn i Hollywood, og på den baggrund fik han skrabet penge og støtte sammen til den første "Ghostbusters"-komedie, som han skrev sammen med Harold Ramis.

Filmen om spøgelsesjægerne blev en verdensomspændende multisucces, som ud over billetsalg også medførte et massivt salg af merchandise til de mange begejstrede fans.

Der blev også lavet en tv-serie og en toer, og i de senere år er filmen blevet genoplivet med en kvindelig udgave og en opfølger med de originale stjerner - inklusive Dan Aykroyd selv - sidste år.

Efter det originale brag fik Aykroyd travlt med at skrive og spille med i en lang række film, dog med blandet succes.

Han blev nomineret til en Oscar for sin rolle i "Driving Miss Daisy", men oplevede også at floppe, den eneste gang han påtog sig instruktørgerningen med gyserkomedien "Masser af modgang".

Siden har Aykroyd mest vist sig som birolleskuespiller og typisk i film uden for den komediegenre, der gjorde ham verdenskendt.

Desuden bruger han meget af sin tid på at promovere et vodkafirma, han selv grundlagde for 15 år siden.

/ritzau/