Sporarbejde: Kun kompensation til faste pendlere

Pendlere og andre rejsende døjer i øjeblikket med det store sporarbejde på Sydbanen mellem Næstved og Ringsted. Forsinkelser og erstatningsbusser er en del af dagligdagen.

Hos DSB har man valgt kun at give de faste pendlere et plaster på såret i form af en godtgørelse på 10 procent. Men det gælder vel at mærke kun, hvis man er fast pendler med månedskort og i øvrigt har tilmeldt sig DSBs Pendler rejsetidsgaranti, fortæller sekretariatschef i DSB Bjarne Lindberg Bak.
- Vi har valgt at koncentrere indsatsen over for de daglige pendlere, som er mest berørt af generne af sporarbejdet, forklarer han.

Tidligere delte DSB de såkaldte chokoladebon'er ud til alle rejsende, som måtte lade sig transportere i de gamle blå togvogne mellem Nykøbing og København. Men den ordning sluttede sidste år, selvom de blå togvogne stadig kører på strækningen.

Sporarbejdet betyder i øjeblikket, at passagererne på nogle afgange skal skifte til busser på en del af strækningen - ligesom nogle afgange ikke kører den sædvanlige rute over Roskilde, men i stedet over Køge.

Med længere rejsetid til følge.
- Vi har spændt buen til det yderste, erkender Bjarne Lindberg Bak, som svar på, at det på visse afgange specielt i morgen- og eftermiddagstimerne er helt op til hvert andet tog, som ikke ankommer til tiden.

Ved tidligere store sporarbejder på andre banestrækninger i landet har DSB givet gratis billetter i en periode som kompensation for generne ved sporarbejdet.

Det store sporarbejde på Sydbanen mellem Ringsted og Næsted slutter sidst i august. Til september begynder et nyt, men knap så omfattende, sporarbejde mellem Næstved og Vordingborg.




Pendlere og andre rejsende døjer i øjeblikket med det store sporarbejde på Sydbanen mellem Næstved og Ringsted.

Offentliggjort Sidst opdateret