Sportsfolk løber med omtalen i udlandet

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er igen en suveræn nummer et, når det gælder årets omtale i de udenlandske aviser. Kun to danskere uden for sportens verden formår således at klemme sig ind i top 10, viser en liste over de 40 mest omtalte danskere.

Bag listen står avisdatabasen Outside24.dk, som i samarbejde med analysevirksomheden Kaas & Mulvad hver uge overvåger, hvad 1700 aviser fra 94 lande skriver om Danmark og danskere.

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (4) og skuespilleren Viggo Mortensen (2) med danske aner er ene om at bryde sportsfolkenes dominans.

Men den internationale presses ubestridelige danske darling er Caroline Wozniacki, der fra den 1. januar og frem til i søndags har hittet i ikke færre end 16177 artikler eller mere en 50 artikler i gennemsnit om dagen. Der er lang vej ned til Viggo Mortensen på 2.-pladsen, hvis navn optræder 7867 gange, og Danmarks bedste golfspiller Søren Kjeldsen på 3.-pladsen (6801 gange).

Golfspillerne holder deres egen fest i top 10 med ikke færre end fire repræsentanter. Mest overraskende er det nok, at ishockeyspilleren Peter Regin (8) formår at presse sig ind blandt de bedste, men succesen i verdens bedste ishockeyliga NHL har givet masser af omtale i de nordamerikanske medier.

Nicklas Bendtner tager prisen som Danmarks mest omtalte fodspiller i året, der er gået.

For Kongehuset står det sløjt til. Bedst ligger kronprinsesse Mary som nummer 40. Kronprins Frederik er uden for top 100 og dronning Margrethe finder man først langt nede af listen som nummer 79.

/ritzau/

Det er de danske sportsfolk som løber med overskrifterne, når de udenlandske aviser skriver om os.

Offentliggjort Sidst opdateret