Kvinde fik et nødopkald fra sin syge mand og kørte af sted, selv om hun havde drukket. Men det mildner ikke sanktionen.
Straffen står fast i tilfældet med en kvinde, der kørte af sted i sin bil for at hjælpe sin alvorligt syge mand, selv om hun havde drukket. Østre Landsret har afvist at mildne sanktionen.
Kvinden, der er 57 år, havde drukket rødvin, da hun en aften i sommerhuset i Jægerspris fik et alarmerende opkald fra sin mand fra København. Han, der har kræft, havde problemer med sin sonde. Hun satte sig straks bag rattet for at køre til København, men blev stoppet af en politipatrulje i Allerød. Promillen viste sig at være 1,20.
Hun stod til og fik da også en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år. Kun når der foreligger "særlig formildende omstændigheder", kan frakendelsen gøre betinget. Og det er ikke tilfældet, når årsagen til spritkørsel er, at man vil forsøge at hjælpe en alvorligt syg ægtefælle, fastslår landsretten.
Kvinden har fortalt landsretten, at hun var under stærkt følelsesmæssigt stress, da hun besluttede at køre til København. Men hun fik altså ikke noget ud af at anke dommen fra Retten i Hillerød.
Oveni frakendelsen er kvinden i øvrigt idømt en bøde på 17.000 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker