Spritfabrikker klemmer alkoholprocent ned

Det er blevet ulovligt for unge mellem 16 og 18 år at købe drikke med en alkoholprocent på 16,5 og derover. Derfor lancerer spritfabrikkerne nu sprut med en alkoholprocent på 16,4, skiver Midtjyllands Avis.

Den nye grænse betyder blandt andet, at unge mellem 16 og 18 år nu må lade de populære "Gajol"-flasker stå. De har nemlig en alkoholprocent på 30.

Men spritfabrikkerne er kommet de unge til undsætning.

Blandt andet United Drinks, som producerer "Gajol" og "Fisk", har valgt at tilbyde disse drikkevarer med en alkoholprocent på 16,4.

- Da et enigt folketing i oktober i fjor besluttede sig for at forbyde unge mellem 16 og 18 år at købe alkohol med en procent på 16,5 og derover i forretninger, lancerede vi vores shots med en lavere alkoholprocent. Vi vil stadig gerne kunne tilbyde den aldergruppe shots, siger direktøren for United Drinks, Thomas Anthon, til avisen.

Han fortæller desuden, at konkurrenter som blandt andet producenten bag "Små Blå" har gjort det samme.

- Jeg synes egentlig, at Folketingets beslutning er helt i orden. Det er alt andet lige bedre, at unge mellem 16 og 18 år drikker noget, der har en alkoholprocent på 16,4 end noget, der har en procent på 30, siger Thomas Anthon og fortsætter:

- Men vores drikke er ikke kun målrettet de unge. Det er en udbredt misforståelse. Jeg tror dog stadig, at vi kommer til at sælge flest flasker med den høje alkoholprocent, siger Thomas Anthon til Midtjyllands Avis.

/ritzau/

Et loft over alkoholprocenten for unge mellem 16 og 18 år får nu spritfabrikker til at lancere ny sprut.

Offentliggjort Sidst opdateret