Sprogforsker om ordet eskimo: Det udpeger folk som fremmede
Hansens Is omdøber deres eskimo-is, da de mener, at navnet hører til en svunden tid. Isen har nu fået navnet "O'Payo," opkaldt efter de kakaobønner fra Nicaragua, som chokoladeovertrækket er lavet af. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Isproducenter fjerner ordet eskimo fra deres is, og ifølge sprogforsker ligger der en afstand i ordet.
Mandag valgte isproducenten Hansens Is at ændre navnet på sin is "Eskimo" til "O'Payo", fordi man mener, at ordet hører en svunden tid til.
Selve ordet eskimo er gammelt, og det kan i én betydning betegne personer, der spiser råt kød. Det kan også forstås i betydningen "de, der taler et fremmed lands sprog".
Ifølge Henrik Lorentzen, som er seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, skaber det stor debat, når befolkningsgrupper bliver omtalt på en bestemt måde, som de ikke selv bryder sig om.
- Hvis andre lægger vægt på noget bestemt hos én, som man ikke selv synes er vigtigt, så kan det virke stødende.
- Det er ofte dét, som er sagen: Hvis eskimo langt tilbage betyder "de, der taler et fremmed sprog", bliver man udpeget som noget fremmed, og det har man ikke brudt sig om, forklarer han.
Betegnelsen var ifølge Den Store Danske almindeligt anvendt fra midten af 1800-tallet, men kan ifølge opslagsværket i dag virke stødende.
I 1977 blev betegnelsen iniut, som betyder mennesker, vedtaget på Iniut Circumpolar Conference, der samler inuit-befolkninger i Alaska, Canada og Grønland. Siden har ordet inuit vundet indpas.
Henrik Lorentzen mener, at det har stor betydning, hvilke ord der bruges om én selv.
- Ordet "neger" betyder eksempelvis slet og ret "sort" på latin, og så har man ikke sagt mere, end at det er mennesker med sort eller mørk hud.
- Men det kan man ikke bruge som forsvar for ordet længere, for vi er et andet sted, hvor ordet har mange medbetydninger, og derfor bliver ordet diskuteret meget, forklarer han.
Denne form for betegnelser er dog et svært område, som bevæger sig meget hurtigt, siger han.
- Én ting er den oprindelige betydning, men man må også se på konteksten og også intentionen hos den, der bruger ordet. Selv hvis intentionen ikke er dårlig, kan ordet opfattes negativt.
- Hos os (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, red.) har vi meget fokus på det, og vi forsøger at følge med, men det er svært at være helt klar over, hvad der rører sig. Man kan også nemt komme til at afsige domme om andre menneskers holdninger og sprogbrug, siger han.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker