SSI: Covid-19 er fortsat mere alvorlig end influenza
I løbet af september har alle, der er fyldt 65 år, modtaget en invitation til en gratis vaccination mod influenza og covid-19. Vaccinationsperioden varer fra 1. oktober til 20. december. (Arkivfoto). Foto: Christophe Gateau/Ritzau Scanpix
Nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI) slår fast, at covid-19 er farligere end influenza.
Covid-19 har været relateret til mere end dobbelt så mange indlæggelser og dødsfald som influenza i de to første år efter covid-19 pandemien.
Det påviser Statens Serum Institut (SSI) i et nyt studie om covid-19 og influenza.
Studiet sammenligner sygdomsbyrden efter covid-19 og influenza.
Covid-19 udmærker sig ved både at føre til mere alvorlige indlæggelser om vinteren end influenza og samtidig også føre til indlæggelser om sommeren, skriver SSI.
Ifølge SSI hører indlæggelser for influenza om sommeren til sjældenhederne.
I studiet indgik hele den danske befolkning, heriblandt 24.687 personer, der var indlagt for covid-19, og 8682 som var indlagt for influenza mellem maj 2022 og juni 2024.
Studiet tager højde for forskelle i både alder, køn, vaccination mod covid-19 eller influenza, bopælsregion, underliggende sygdom og plejeboligstatus for ældre.
Selv om covid-19 af SSI fortsat betragtes som en mere alvorlig sygdom end influenza, er antallet af smittede og indlagte med sygdommen fortsat faldende, skriver SSI.
Statens Serum Instituts overvågning af covid-19 i spildevandet tyder dog på, at der fortsat er høje niveauer af smitte især i de kolde måneder.
- En ligetil forklaring på faldet i indlæggelser trods det høje smitteniveau er, at personer i risiko for et alvorligt forløb med covid-19 bliver vaccineret mod alvorlig sygdom gennem det årlige covid-19 vaccinationsprogram, siger seniorforsker og ph.d. Peter Michael Bager fra SSI’s Afdeling for Epidemiologisk Forskning i en pressemeddelelse fra SSI.
Ifølge ham understøtter studiet efterårets vaccinationer mod covid-19 og influenza.
I løbet af september har alle, der er fyldt 65 år, modtaget en invitation til en gratis vaccination mod influenza og covid-19.
Vaccinationsperioden varer fra 1. oktober til 20. december.
Personer under 65 år med en kronisk sygdom og personer i risikogrupper er også omfattet af det gratis tilbud.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned