SSI: Ikke uventet hvis der kommer flere døde med abekopper

Sygdommen abekopper kan vise sig i form af små blærer på kroppen. (Arkivfoto). Foto: Brian W.j. Mahy/Ritzau Scanpix

Hovedparten af dem, der smittes med abekopper har et mildt sygdomsforløb, siger Statens Serum Institut. Imens har Spanien registreret Europas første dødsfald.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sygdommen abekopper har de seneste måneder spredt sig i Danmark og andre steder i verden, og i denne uge er Europas første dødsfald relateret til abekopper registreret i Spanien.

På trods af det er der ud fra et dansk synspunkt ikke grund til at være bekymret, lyder det fra Statens Serum Institut (SSI). For som udgangspunkt er abekopper en sygdom, der altovervejende giver milde forløb.

Det siger Anders Koch, der er overlæge ved SSI og på Rigshospitalet.

- Man skal som enkeltperson ikke tænke, at nu ændrer den her sygdom sig afgørende. Det er stadig for langt, langt hovedparten en relativt mild sygdom.

- Det kan absolut være en ubehagelig sygdom, men det er ikke en meget alvorlig sygdom - ikke sammenlignet med covid-19, som det er nu.

Det var fredag, at det første dødsfald blev registreret i Spanien. Lørdag blev det andet registreret ifølge nyhedsbureauet AFP.

Da interviewet med Anders Koch bliver gennemført, kender vi kun til det første dødsfald. Af samme grund forholder han sig igennem artiklen kun til det ene. Et tilfælde, han dog endnu ikke kender detaljerne omkring.

Det er derfor heller ikke muligt at sige, om det har været abekopper eller anden sygdom, som har ført til, at personen døde.

Om der kommer flere dødsfald relateret til abekopper, er svært at spå om.

- Det er meget svært at sige, at man skal forvente noget. Men det vil nok ikke være uventet, hvis der kommer flere dødsfald, i takt med at epidemien udvikler sig. Men vi ved strengt taget ikke, om det givne dødsfald er i forhold til monkeypox (abekopper, red.). Hvilken rolle monkeypox har spillet.

- Men det er ikke, fordi vi tænker, at nu åbner det for Pandoras æske, og nu sker der en helt masse dødsfald, siger Anders Koch.

Uden for Europa har der indtil videre kun været enkelte tilfælde under det nuværende udbrud.

Et af dem er i Brasilien, som også blev registreret fredag. Her var der ifølge Anders Koch tale om en 41-årig mand, som i forvejen var syg med lymfekræft.

I Danmark blev det første tilfælde af abekopper under det nuværende udbrud bekræftet den 23. maj. Frem til torsdag er der registreret 81 tilfælde i Danmark, viser de seneste tal fra SSI.

Anders Koch siger, at abekopper kan være ubehagelig og give gener og smerter.

Og der kan da også godt ske tilfælde, hvor nogle mennesker rammes hårdere af abekopper end andre.

- Jo flere mennesker der bliver smittet, så kan vi godt forvente i nogle få tilfælde at se mere alvorlig sygdom.

- Det kan måske være det, vi ser med det dødsfald, siger Anders Koch med henvisning til det første tilfælde fra Spanien.

/ritzau/

Abekopper giver feber og udslæt

* Abekopper er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke en meget smitsom sygdom.

* De tilfælde, der har været i Europa, har primært været mænd, som har haft sex med andre mænd, og som har været ude at rejse. Der har været tale om milde sygdomsforløb.

* Symptomerne er blandt andet feber, kulderystelser og udslæt med blærer. Sygdommen er mild, og for de fleste går symptomerne væk af sig selv inden for kort tid. Langt de fleste forventes at komme sig helt.

* Ifølge Sundhedsstyrelsen gælder der ikke særlige anbefalinger for at undgå abekopper ud over at holde en god hygiejne og dyrke sikker sex. Abekopper smitter nemlig ved tæt kontakt.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu