SSI: Tvivlsomt om kinesisk coronasituation vil påvirke Danmark
Smitte med coronavirus i Kina er en stor udfordring for landet, siger SSI, som følger situationen nøje.
Trods stigende smitte med coronavirus i Kina er det på nuværende tidspunkt usikkert, hvorvidt det vil få nogen betydning for coronasituationen i Danmark.
Det siger Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI).
- Covid-19-situationen i Kina er en meget stor udfordring for det kinesiske sundhedsvæsen og samfund.
- Det er til gengæld tvivlsomt, hvorvidt dette vil have nogen betydning for covid-19-situationen i Danmark aktuelt, siger han i en skriftlig kommentar.
Udtalelsen kommer, efter at Kina har løsnet landets ellers stramme coronarestriktioner betydeligt.
Det gælder restriktioner om test og nedlukninger, som var nogle af de mest indgribende i verden.
Lempelsen har medført, at smitten i højere grad spreder sig.
Det har senest fået USA til at meddele, at besøgende fra Kina skal kunne fremvise en negativ test for coronavirus for at komme ind i landet.
Også fire andre lande har indført indrejserestriktioner for besøgende fra Kina. Det gælder Indien, Japan og Taiwan samt Italien, som er det eneste europæiske land.
2. juledag begyndte man at coronateste passagerer fra Kina i Milanos største lufthavn, Malpensa. Her blev omkring hver anden passager konstateret smittet.
Fra det første fly blev 35 ud af 62 passagerer testet positive for corona.
På det andet fly blev 62 ud af 120 passagerer konstateret smittede.
Det skrev nyhedsbureauet Reuters onsdag med henvisning til Lombardiets sundhedschef Guido Bertolaso.
Herhjemme er der i øjeblikket ingen restriktioner som følge af coronapandemien. Der er heller ikke længere anbefaling om isolation og test.
Om de danske sundhedsmyndigheder kan se for sig, at der skal indføres lignende indrejserestriktioner fra Kina til Danmark, svarer SSI-direktøren ikke på.
Han siger, at man holder øje med, hvordan situationen udvikler sig.
- SSI følger situationen nøje og konsulterer med europæiske kolleger, siger Henrik Ullum.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker