SSI udvikler vaccine til spædbørn: Viser lovende resultater
Statens Serum Institut har med succes afprøvet nyudviklet vaccine til spædbørn, der skal beskytte dem mod luftvejsinfektionen RS-virus. (Arkivfoto). Foto: Marijan Murat/Ritzau Scanpix
SSI har med succes afprøvet ny vaccine mod infektionen RS-virus på mus. Næste skridt er forsøg på mennesker.
Forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har været med til at udvikle en ny vaccine, der kan beskytte nyfødte børn mod luftvejsinfektionen RS-virus.
Det skriver SSI i en pressemeddelelse.
Indtil videre har vaccinen vist lovende testresultater på mus. Nu arbejder man hen imod at afprøve den i kliniske forsøg på mennesker.
I sensommeren sidste år begyndte virusset pludselig at sprede sig med stor hast i Danmark. Smitten endte med at være tre-fire gange så stor, som man normalt ser.
Det var dog ikke muligt at beskytte sig mod virusset, fordi der endnu ikke findes en godkendt vaccine mod RS-virus, der er en af de førende dødsårsager i verden hos børn under fem år.
Vaccinen er blevet udviklet i samarbejde med det amerikanske hospital Boston Children's Hospital.
De indledende test på nyfødte mus viste både, at vaccinen var effektiv mod RS-virus, og at dyrene heller ikke viste tegn på uønskede bivirkninger.
- Vores studie understreger, at immunsystemets alder spiller en rolle for vacciners effekt. Vi har i dette studie fundet et lægemiddel, der er skræddersyet til at være effektiv i det tidlige liv, siger afsnitsleder Gabriel Kristian Pedersen fra SSI i meddelelsen.
- Det kan gøre det muligt at vaccinere spædbørn mod ikke kun RS-virus, men potentielt set også influenza, coronavirus og andre alvorlige infektioner, lyder det videre.
Alle kan som udgangspunkt blive ramt af virusset, men det er især børn og immunsvækkede ældre, der er i risikozonen.
Infektionen kan medføre vejrtrækningsproblemer, men starter typisk som nysen eller en snottet næse. Feber er også et almindeligt symptom.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker