Stadig flere børn bliver dækket af sundhedsforsikring
Antallet af børn, der er dækket af privat sundhedsforsikring, er tredoblet på fem år, viser tal fra Danica.
De seneste fem år har langt flere forældre end tidligere tegnet en sundhedsforsikring, der også dækker deres børn.
Det viser en opgørelse fra pensions- og forsikringsselskabet Danica Pension.
Fra 2016 til 2021 er antallet af forsikringer til børn steget fra 20.875 til 68.944 hos selskabet. Det er mere end en tredobling. I samme periode har det samlede antal af kunder med sundhedsforsikring været stabilt.
De seneste to år har udviklingen været særlig markant. I den periode er antallet af forsikringer til børn næsten fordoblet.
Ifølge Thomas Skrostrup, der er skadedirektør hos Danica, skyldes udviklingen det stigende pres på det offentlige sundhedsvæsen over en årrække.
- Forældre oplever, at der er lange ventetider på behandling af børn i det offentlige sundhedsvæsen. Og kan børn ikke komme til, er tålmodigheden hos forældre meget lille. Det gør, at flere forsikrer deres børn.
- Vi har eksempler på, at børn og forældre skal vente tre til fem måneder på at komme til undersøgelse eller har fået udskudt deres operation, siger Thomas Skrostrup.
Han læner sig op ad andre tal fra Danica. De viser, at antallet af børn, der har været til forundersøgelse på et privathospital, er mere end fordoblet de seneste fem år.
Her er tallet gået fra 586 til 1223 forundersøgelser, mens forundersøgelser generelt blandt selskabets kunder blot er steget med 30 procent de seneste fem år.
Behandlingen af børnene handler typisk om skader, der er opstået i forbindelse med sport.
I juli viste en analyse fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, at rekordmange danskere er dækket af en sundhedsforsikring.
Mere end 2,3 millioner danskere havde på det tidspunkt en sundhedsforsikring, og det var en stigning på 500.000 personer i forhold til fem år før.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde