Stadig flere i job får mentale problemer: Her kan du se hvad du kan gøre

- Søvn er exceptionelt vigtigt. En god nats søvn er afgørende for dit mentale helbred, siger erhvervspsykolog Majken Matzau. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hver tredje dansker i job oplever symptomer på angst eller depression, viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

Offentliggjort

Mange danskere i job oplever store udfordringer med deres mentale helbred.

Det viser en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed over udviklingen af mental sundhed blandt erhvervsaktive i Danmark i alderen 18-75 år i perioden 2013-2021.

For eksempel er andelen med selvrapporteret søvnbesvær steget fra 36 procent i 2013 til knap 46 procent i 2021.

I samme periode er andelen, der har depressive symptomer, steget fra 25 procent til 34 procent, mens andelen, som scorer højt på stressskalaen, er steget fra lidt over 16 procent til 25,5 procent.

- Stress kan resultere i angst- og depressionssymptomer, fortæller Yun Ladegaard, der er udviklingsdirektør i organisationen Necto, der arbejder med forebyggelse af stress og at styrke den mentale sundhed i arbejdet.

- Men hvis man fjerner stressen gennem eksempelvis behandling, vil symptomerne på angst og depression også falde eller helt forsvinde, hvis det er relateret til stressen, siger hun videre.

Men hvad kan du helt konkret gøre, hvis du oplever, at din arbejdsdag påvirker dit helbred negativt?

Ifølge erhvervspsykolog Majken Matzau tror mange, at stress kommer af at arbejde for meget og ikke holde sine pauser. Det gør det også, men det er ikke hovedårsagen, siger hun.

- Det er utrolig vigtigt, at der er klarhed over din og dine kollegers arbejdsrolle, opgaver og ansvar. Uklarhed er årsagen til meget dårligdom i virksomheder, siger hun.

- Derudover skal du også være opmærksom på, at du rent faktisk har de redskaber, du skal bruge til at løse opgaven. Og det er et ledelsesansvar, at de er til stede.

Ifølge Majken Matzau kan det virke banalt, da det jo er klart, at man af gode grunde ikke kan bage en økologisk æblekage, uden at chefen har stillet økologiske æbler til rådighed.

- Men det er så meget mere kompliceret i hverdagen i store virksomheder, hvor du er et tandhjul i maskinen. Er redskaberne ikke til stede, skal du ikke sige ja til opgaven, eller også skal du tale med din chef, siger hun.

Noget andet, som ifølge erhvervspsykologen også spiller en stor rolle for arbejdsmiljøet, er dit forhold til din leder.

- Det er umuligt at trives, hvis du har en dårlig relation til din chef. Så kan du lige så godt søge et andet sted hen. Tryghed i jobbet gør, at vi kan håndtere pres bedre, siger hun.

Mange erhvervsaktive danskere oplever store udfordringer med deres mentale helbred, viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Yun Ladegaard er enig i, at tryghed er vigtigt for det mentale helbred på arbejdspladsen.

- Der skal være plads til feedback, og at man har rammerne for, at medarbejderne faktisk tør komme og sige, hvad der går dem på, siger hun.

Måske ved du ikke helt endnu, hvad det er, der nager dig. Men er du tryg på arbejdet, åbner det også op for, at du kan tale med dine kolleger og din leder om det og finde frem til kilderne til problemet, lyder det fra Yun Ladegaard.

- Det kan også være godt at spørge dig selv, hvad der giver dig arbejdsglæde, så du måske kan gøre mere af dette.

- Stress kan blive en ond spiral, hvor vi skruer op for det, vi føler os forpligtet til at lave, og skruer ned for det, der gør os glade, beriger og giver os energi, som eksempelvis motion, søvn og socialt samvær med venner og kolleger, siger hun.

/ritzau fokus/

FAKTA: Disse brancher er særligt udsatte

* Forekomsten af mentale helbredssymptomer er størst blandt ansatte i hotel- og restaurationsbranchen og ansatte på sociale institutioner samt i daginstitutioner og plejehjem.

* Andelen, der er i behandling for depression, angst og søvnproblemer, er størst blandt ansatte i sociale institutioner og i sundhedsvæsenet.

Kilde: rapporten "Udvikling i forekomsten af mental sundhed blandt erhvervsaktive i Danmark" fra Statens Institut for Folkesundhed.

/ritzau fokus/

FAKTA: Spot stress på arbejdet

* Velvære er din naturlige tilstand. Det er meningen, at du skal have det godt. Alt andet er afvigelser.

* Spændinger i læben, ondt i hovedet og maven, spændinger i kroppen, søvnløshed, at du føler dig overvældet, eller at du føler dig ængstelig, kan være signaler på stress.

* Stress kan tages i opløbet. Her kan virksomheder tage nogle arbejdsopgaver fra medarbejderen eller tilbyde nogle hviledage. Udvikler stress sig til en sygemelding, er det en længere og mere omkostningsfuld proces for begge parter.

Kilde: Majken Matzau, ejer af Matzau Erhvervspsykologer.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu