Stadig flere unge får tildelt førtidspension
Tal fra årets første tre kvartaler viser den største stigning i 20 år i antal førtidspensioner.
I løbet af de tre første kvartaler i år er der blevet tilkendt over 16.000 nye førtidspensioner. Det er den største stigning i antallet af førtidspensioner for samme periode i de seneste 20 år ifølge brancheorganisationen SMVdanmark.
Det skriver Politiken søndag.
Samlet set er der i øjeblikket over 243.000 førtidspensionister mod knap 207.000 i 2018. Det er stik imod intentionen i den reform af førtidspensionen, der trådte i kraft i 2013, skriver avisen.
Samtidig viser tallene, at antallet af unge førtidspensionister fortsætter med at stige, selv om det var reformens målsætning, at unge under 40 år kun skulle tilkendes førtidspension i særlige tilfælde.
Direktør Jesper Beinov fra brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, siger til Politiken, at reformen har slået fejl, og at kommunerne ikke har været i stand til at løfte opgaven.
- Kommunerne har ikke løftet deres opgave, og politikerne på Christiansborg har ikke holdt tilstrækkelig meget snor i reformen, så den er løbet af sporet, siger han.
Fra 2018 til 2022 er de samlede kommunale udgifter til førtidspensionister steget fra 24 til næsten 30 milliarder kroner, viser kommunernes egne tal.
Ifølge Politikens oplysninger vil Kommunernes Landsforening (KL) om 14 dage præsentere et udspil til, hvordan førtidspensionsordningen kan komme til at fungere bedre.
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borger-serviceudvalg, borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S), siger i et skriftligt svar, at der ikke er nogen "grund til at tro, at vi tildeler førtidspensioner til borgere, der stadig er i stand til at indgå på arbejdsmarkedet".
Samtidig siger han ifølge Politiken, at der især over for de unge er behov for at gøre indsatsen mere fleksibel. Han skriver, at det er ærgerligt at sætte unge på passiv forsørgelse, da det ofte er for resten af livet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker