Stærkt kritisable kasernetilstande får Livgardens chef til at råbe op
Flere bygninger på garderkasernen Høvelte er inficeret af skimmelsvamp. Denne bygning har stået klar til nedrivning i syv år. Mennesker må ikke opholde sig der i længere tid. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skimmelsvamp, koldt vand og generelle mangler. Tilstanden er dårlig på den prestigefyldte kaserne i Høvelte. Før forsvarsforhandlinger kommer chef med et opråb.
Ritzau RitzauFrederik F
Ritzau Ritzaude/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De cirka 1200 ansatte på Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland følger med i spænding, når politikerne snart går i gang med at forhandle det forsvarsforlig, der skal række ti år ud i fremtiden.
For der er noget at rette op på. Tilstanden på kasernen er på mange områder "jammerlig", som oberst Mads Rahbek, chef for Livgarden, udtrykker det.
Der er skimmelsvamp i flere bygninger, der nu ikke må bruges. Der er huller og revner i vægge og mure, nogle gange må de værnepligtige nøjes med koldt vand i badet, og der har sågar været perioder, hvor lyset var i stykker på badeværelserne i så lang tid, at de måtte bruge pandelamper.
- Vi har en kaserne, som har et kæmpemæssigt vedligeholdsmæssigt efterslæb. Der er mange år, hvor det ikke er blevet vedligeholdt godt nok, og det giver nogle nedslidningsskader.
- Vi har en enormt hård belastning af kasernen, hvor der er mange mennesker igennem, og det giver dårlige faciliteter, dårlige vilkår og en utilfredsstillende hverdag, siger Mads Rahbek.
Annonce
Sidste vinter måtte han sende soldaterne hjem en uge. Varmen gik, og ingen kunne sige, hvornår den kom igen.
- Jeg har ingen problemer med, at soldaterne ikke bliver vasket i en uge, når de er i felten. Det er det mest naturlige i verden.
En gammel svømmepøl står misligeholdt hen i en afkrog af Høvelte Kaserne. Ønsket på kasernen er at omdanne det til et brugbart halvoverdækket fitnessområde, men det er ikke sket endnu. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
- Men når man arbejder på en kaserne, skal der være varmt vand i hanerne, så man kan blive vasket. Det er den slags ting, som gør hverdagen utilfredsstillende, siger Mads Rahbek.
Han nævner også, at idrætsfaciliteterne på kasernen er ringe. Der er ikke mulighed for at træne under "bare rimelige vilkår".
- De er slet ikke tilstrækkelige, hverken i omfang eller kvalitet, og for en professionel soldat og i øvrigt for en værnepligtig under uddannelse er det at kunne gennemføre fysisk træning under ordentlige faciliteter en naturlig del af det, man laver.
Det bringer ham hen til en af de absolutte topprioriteter for politikerne ved det kommende forlig: fastholdelse og tiltrækning af personel.
I Høvelte er opfattelsen, at mange smutter, fordi vilkårene er for dårlige.
- Vi laver jo exit-interviews med alt det personel, som forlader os til fordel for det civile, siger Mads Rahbek.
- Vi kæmper om hver eneste medarbejder med erhvervslivet og alle mulige andre. Det er naturligt.
Oberst Mads Rahbek lægger ikke fingrene imellem, når han omtaler tilstanden på kasernen i Høvelte. Den er jammerlig, siger han. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- Men vi gør det virkelig svært for os selv, for allerede når de starter som værnepligtige, kommer de til en organisation og en arbejdsplads, hvor tingene simpelthen er for jammerlige til, at man synes, man kan se sig selv i det i længere tid.
Annonce
Flere medier har berettet om et generelt problem på kasernerne i Danmark, som soldaterne nu har et stort håb om, at politikerne kan fikse med det kommende forsvarsforlig.
Forliget følges med meget større opmærksomhed end ved tidligere forlig. Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er fundamentalt forandret med krigen i Ukraine.
Men for at Forsvaret kan klare sine opgaver tilfredsstillende, må fundamentet være i orden, siger Mads Rahbek.
Han nærer dog et håb. Han tror faktisk på, at tingene kan forbedres med den kommende aftale for Forsvaret.
- Forsvarschefen har været meget klar i retorikken, fra han startede, om, at vi er nødt til at skabe bedre rammevilkår. Da ministeren tiltrådte, var det den samme melding.
- Så jeg tror faktisk på det. Også fordi der er et lidt længere tidsperspektiv på de kommende forhandlinger, end vi normalt har haft. Der kunne godt være en mulighed for, at det faktisk lykkes denne gang, fordi det nu er erkendt, at vi har svært ved at fastholde medarbejderne i funktionerne længe nok til, at vi kan nå det faglige niveau, vi gerne vil.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
/ritzau/
Minister har lovet forbedringer
* Den seneste tid er de danske kasernes dårlige tilstand blevet afdækket i flere medier. Mange bygninger er inficeret af skimmelsvamp, vinduer og rum er faldefærdige, det varme vand virker i perioder ikke, og elementære idræts- og træningsfaciliteter halter.
* Den dårlige tilstand skyldes blandt andet besparelser i Forsvaret. Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har udtalt til Berlingske, at det kommende forlig skal have som prioritet at rette op på tilstanden:
- Jeg bliver efterladt med det indtryk, at der er et efterslæb i forhold til bygningsmassen. Der er ikke nogen tvivl om, at skiftende forligskredse ikke har været dygtige nok til at prioritere at holde bygningerne ajour. Det kommer med en pris, som vi nu må få lagt en plan for og være villige til at betale, sagde han til avisen 28. februar.
Seneste artikler
Mand stjal barnevogn
Ekstra fokus på de ældre i varmen
Kendt læge åbner café: - Det bliver lidt spis-sammen-agtigt
Kø på Rute 9: Mammut-lastbil reddede traktor fra brand
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen
Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik 'fra banditter'