Staten blæser på advarsler om Lillebæltsbroen

I tre år har Middelfart Brandvæsen uden held forsøgt at få Vejdirektoratet til at løse sikkerhedsproblem på Lillebæltsbroen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens bilister på Storebæltsbroen overvåges døgnet rundt, er der ingen, der tager ansvaret for at advare, når sidevinden på Den Nye Lillebæltsbro bliver farlig.

Så sent som i mandags snurrede en lastbil 180 grader rundt og endte med førerhuset mod kørselsretningen. Broen var ikke lukket for færdsel, selv om det blæste meget kraftigt på tværs af kørselsretningen.

I tre år har Middelfart Brandvæsen, som står for redning og oprydning efter ulykker i sporet mod Jylland, rykket Vejdirektoratet for at få fastlagt en sikkerhedsprocedure.

Mens Sund & Bælt har ansvaret for Storebæltsbroen, er det Vejdirektoratet, der har ansvaret for de resterende broer i Danmark.

Trods møder mellem politi, brandvæsen og direktoratet er der intet sket, viser mødereferater, som Fyens Stiftstidende har fået aktindsigt i.

Direktoratets nøl er et problem for sikkerheden på broen mellem Fyn og Jylland. Det mener beredskabschef Claus Lund fra Middelfart Brandvæsen:

- Folk forventer at få at vide, når noget er farligt, siger han til avisen.

I Vejdirektoratet siger vedligeholdelseschef Erik Skokkelund Larsen, at vindposerne på broen er tilstrækkelige.

- Det er det beredskab, der er, for så vidt angår vinden, lyder det fra Erik Skokkelund Larsen, Vejdirektoratet, til Fyens Stiftstidende.

/ritzau/