Staten tjener kassen på læger og jurister

Staten tjener især godt på at uddanne læger og jurister, skriver Politiken mandag.

- Samfundet får mere velstand, større skatteindtægter og færre udgifter til overførselsindkomster, når du udstyrer folk med en uddannelse, siger senioranalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE til Politiken.

- Og den enkelte har udsigt til et mere stabilt arbejdsliv og en højere indkomst, tilføjer hun.

Den bedste forretning for staten er medicinstudiet. For hver læge, der bliver uddannet, tjener staten 14,8 millioner kroner. Jurist-, økonom- og civiløkonomuddannelserne giver ligeledes et solidt afkast på mellem 11,8 og 12,9 millioner.

Til gengæld er afkastet af frisør- og kosmetologuddannelserne på mindre end 1 million set over et livsforløb, viser AE's tal.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank Cepos mener, at AE's beregninger er et klart signal til regeringen om at arbejde for, at flere tager en uddannelse, der giver gode jobmuligheder og en høj løn.

- Der er en række uddannelser, der giver en livsindkomst, der ikke er meget højere end en ufaglærts. Jeg synes, at de unge skal gøres bekendt med risikoen for ledighed og lav løn, når de vælger uddannelse, siger han til Politiken.

Den betragtning er Mie Dalskov Pihl fra AE dog ikke enig i.

- Vores analyse viser jo netop, at al uddannelse både privat- og samfundsøkonomisk kan betale sig, siger hun til avisen.

Hun tilføjer, at der lige nu bliver stillet spørgsmålstegn ved, om uddannelse er en god idé, fordi mange nyuddannede er ledige. Men analysen viser, at værdien af uddannelse er intakt, mener Mie Dalskov Pihl.

- Krise eller ej, så er uddannelse en god forretning, fastslår hun.

/ritzau/

Det er en guldrandet forretning at tage en uddannelse - både for den enkelte og for samfundet, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en ny analyse.

Offentliggjort Sidst opdateret