Statens Serum Institut finder flere salmonellasmittede
Statens Serum Institut mistænker, at det er hakket oksekød, som står bag det seneste udbrud af salmonella. (Arkivfoto). Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix
Det står endnu ikke klart, hvad årsagen til et nyt udbrud af salmonella er. 52 er blevet smittet.
I alt 52 personer i Danmark er nu blevet smittet med salmonella.
Det viser en opdateret opgørelse fra Statens Serum Institut, som dækker over april, maj og juni, onsdag aften.
De syge er 32 mænd og 29 kvinder. Næsten halvdelen af de smittede var i Region Hovedstaden, og patienterne var op til 85 år gamle.
Det vides endnu ikke, præcist hvor salmonellabakterien stammer fra, men fra SSI lød det i sidste uge, at de registrerede tilfælde formentlig kun er toppen af isbjerget.
- Det er dem, der har været syge nok til enten at blive indlagt eller besøge egen læge og få taget en prøve. Så der vil være en del i befolkningen, som har haft noget diarré, hvor der ikke er taget en prøve, sagde epidemiolog Luise Müller.
I den forbindelse sagde Luise Müller også, at forklaringerne fra patienterne tydede på, at infektionerne stammede fra hakket oksekød. Det er dog endnu ikke bekræftet.
I maj blev 64 patienter i Danmark smittet med en salmonellatype, der viste sig at stamme fra hakket oksekød fra England.
Der kan være bakterier i hakket kød, som kan føre til sygdom. Det kan være salmonella, men det kan også være særligt farlige E. coli-bakterier.
Derfor råder Fødevarestyrelsen blandt andet til, at man køber hakket kød, som er specielt beregnet til tatar, hvis man ønsker at spise dette.
Derudover bør man vaske hænder, inden man går i gang med madlavningen og efter at have rørt ved råt kød.
Man bør også undgå at smage på råt kød, holde det adskilt fra den spiseklare mad samt gennemstege eller gennemkoge hakket kød.
Salmonella findes hos dyr og kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien.
Infektion med salmonella giver typisk diarré, ondt i maven, kvalme og feber. Ved alvorlige og vedvarende tilfælde opfordres man til at gå til lægen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde