Statsansatte bruger år på aktindsigt

I disse dage går Folketingets diskussion om justitsminister Lars Barfoeds (K) forslag til ny offentlighedslov ind i en afgørende fase, hvor ministeren forsøger at skaffe et flertal.

Og med et svar til Retsudvalget giver Justitsministeriets Statsretskontor nu politikerne lidt fastere grund under diskussionerne.

I alt har embedsmændene i 2010 brugt 110 årsværk svarende til 211.640 arbejds­timer på at besvare anmodninger om aktindsigt, fremgår det af Justitsministeriets svar.

110 årsværk udgør i forhold til den seneste opgørelse af det samlede antal årsværk i centralforvaltningen 0,08 procent, det vil sige mindre end én promille, skriver dagbladet Information.

- I sig selv er det selvfølgelig mange timer, men i forhold til det samlede antal embedsmænd er det ikke et stort tal, mener Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet.

For otte år siden skrev han en gennemgang af den danske offentlighedslov som en del af magtudredningsprojektet.

Modsat mener presse­­jurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at 110 årsværk er "et meget højt tal".

Med henvisning til en konkret sag om digitale data, hvor Kort- og Matrikelstyrelsen i 2007 brugte 400 arbejdstimer, vurderer han, at myndighedernes journaler og elektroniske systemer ikke er indrettet på at levere relevante udtræk af data.

/ritzau/

Embedsmænd brugte sidste år mere end 200.000 arbejdstimer på at besvare anmodninger om aktindsigt.

Offentliggjort Sidst opdateret