Statsansatte vil forhandle løn med chefen

Glem den fælles lønkamp og de kollektive lønsystemer, hvor mange får lige meget eller lige lidt. Politibetjente, gymnasielærere og andre statsansatte vil selv forhandle deres løn, skriver Politiken. Og lønforhøjelser skal være en belønning for det, de selv - hver især - præsterer.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har udarbejdet for Personalestyrelsen. Her siger seks ud af 10 ansatte i staten, at de bliver mest motiverede af lønforhøjelser, der er begrundet i de ansattes egne præstationer.

Udmeldingerne står i kontrast til de kollektive lønsystemer, der gælder for de omkring 185.000 statsansatte.

- I dag får nogle ansatte automatisk lønforhøjelse uden at præstere ekstra, mens andre burde belønnes mere. Vi kunne motivere folk meget bedre end nu, siger direktør Lisbeth Lollike fra Personalestyrelsen til Politiken. Hun forhandler statsansattes løn.

90 procent af de statsansattes løn bliver i dag forhandlet centralt mellem Finansministeriet og personalets organisationer, og der er typisk tale om basisløn og centrale tillæg.

Selv om man for nogle år siden indførte mere individuel løn med "Ny Løn", er det fortsat blot 10 procent, som forhandles ude på arbejdspladsen.

/ritzau/

Blot 10 procent af de statsansatte forhandler deres løn på arbejdspladsen. Nu vil et flertal have gjort op med den udbredte grad af centrale lønforhandlinger.

Offentliggjort Sidst opdateret