Statsborgerskab kræver rigtige svar om Børsen-brand og Aqua

6311 personer var tilmeldt indfødsretsprøven, der blev afholdt onsdag, hvor deltagerne havde 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål. Alle spørgsmålene har to eller tre svarmuligheder. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udlændinge er onsdag blevet testet i deres viden om blandt andet dansk musik og lovgivning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvilken historisk bygning brændte i april, og kan man komme i fængsel, hvis man ulovligt tvinger nogen til ægteskab?

Det er to af de spørgsmål, som indgår i indfødsretsprøven, der onsdag er blevet afholdt på 46 sprogcentre over hele landet.

Spørgsmålene fremgår af prøven, der er blevet offentliggjort af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

6311 personer var tilmeldt prøven, hvor deltagerne havde 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål.

Mindst 36 af svarene skal være korrekte. Alle spørgsmålene har to eller tre svarmuligheder.

Fem af spørgsmålene vedrører aktuelle emner og kan omhandle for eksempel politiske eller kulturelle begivenheder.

Fem af spørgsmålene vedrører danske værdier og kan omhandle ytringsfrihed, ligestilling eller forholdet mellem religion og politik.

I prøven var der spørgsmål om, hvilket nummer i rækken kong Frederik er, hvilket symbol indgår i Grønlands flag og hvilken popgruppe, der står bag sangen "Barbie Girl".

Deltagerne har svaret rigtigt på de tre spørgsmål, hvis de har svaret Frederik X, en cirkel og bandet Aqua.

Desuden har de skullet besvare, hvilken sport Mikkel Hansen er professionel i - fodbold, håndbold eller badminton.

De sidste fem spørgsmål af prøven omhandler danske værdier. Her skal deltagerne have mindst fire ud af fem rigtige.

Det omhandler blandt andet spørgsmål om den seksuelle lavalder i Danmark, og hvorvidt forældre ifølge dansk lov kan bestemme at kød serveret i børnehaven skal være fra dyr, der er rituelt slagtet.

Der kan gå op til fire uger, før at deltagerne får at vide, om de har bestået prøven eller ej.

Hvis ikke, kan de gå op til en ny prøve. Den næste afholdes 27. november 2024.

Man skal som udlænding have bestået indfødsretsprøven for at kunne søge om dansk statsborgerskab.

Indfødsretsprøven skal ikke forveksles med medborgerskabsprøven. At bestå medborgerskabsprøven er en af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse i Danmark.

/ritzau/