Statsløses børn snydes for statsborgerskab

Alt tyder på, at myndighederne i vidt omfang har fejlregistreret statsløse kurdere, og at statsløsesagen dermed er større end antaget. Alligevel vil integrationsminister Søren Pind (V) ikke afdække omfanget af fejlregistreringen, skriver Information.

Et folketingssvar fra Søren Pind bekræfter, at der er noget helt galt med selve udlændingemyndighedernes registrering af statsløse.

Ifølge ministeren er kun 13 asylansøgere fra januar 2008 til juni i år blevet registreret som stats­løse af ikke-palæstinensisk oprindelse.

Men Information skriver på baggrund af oplysninger om asylansøgere fra Syrien, at det må regnes for givet, at der i samme periode formodes at være kommet flere end 10 gange så mange statsløse kurdere alene fra Syrien til Danmark.

Fejlregistreringen medfører, at de stats­løses børn født i Danmark snydes for deres konventionsbeskyttede ret til dansk statsborgerskab. Alligevel afviser Søren Pind at rydde op i sagen.

- Nej, lyder det korte svar fra ministeren på Informations forespørgsel om, hvorvidt han vil rette henvendelse til de kurdere fra Syrien i Danmark, der kan være blevet fejlregistreret.

Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, opfordrer omvendt til at kontakte alle kurdere fra Syrien.

- Det er helt indlysende, at hvis myndighederne har fejlregistreret, så skal det rettes, siger han til Information.

Også oppositionen mener, at Søren Pind har et ansvar for at afdække omfanget af fejlregistreringen.

Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Lennart Damsbo-Andersen, finder det "uartigt", hvis myndighederne ikke undersøger, om der er begået fejl ved registreringen, skriver Information.

/ritzau/

Statsløse kurdere registreres ikke som statsløse. Dermed snydes deres børn for dansk statsborgerskab.

Offentliggjort Sidst opdateret