Statsminister takker afdøde Leo Nielsen for festen
Leo Nielsen udgjorde med sin hustru, Sussi, en kærlighedsbombe, skriver Inger Støjberg i nekrolog.
Selv om Sussi og Leo måske ikke først og fremmest forbindes med de bonede gulve, mindes Leo Nielsen, der natten til lørdag gik bort, af både statsministeren og Danmarksdemokraternes partiformand, Inger Støjberg, for parrets bidrag til fest og glade dage.
I et opslag på de sociale medier Facebook og Instagram sender statsminister Mette Frederiksen (S) sine "varmeste tanker" til Leo Nielsens hustru, Sussi.
- Tak for festen, skriver statsministeren rettet til Leo Nielsen i sit opslag.
- En helt særlig duo. Aldrig bange for at gøre tingene på deres egen måde. Hans kærlighed til musikken og vildskab på scenen har bragt glæde, farver og fest til mange danskere.
Lørdag kunne Leo Nielsens hustru, Sussi, berette til Ekstra Bladet, at hendes mand var sovet ind efter længere tids sygdom.
Statsministeren er langt fra den eneste, der har varme ord til overs for Sussi og Leo i kølvandet på Leo Nielsens død.
Danmarksdemokraternes stifter, Inger Støjberg, har tilbage i 2004 udgivet bogen "Toner i livet" om musikerparret.
Hun har til Ekstra Bladet skrevet en nekrolog om Leo Nielsen. Her kalder hun musikerparret for en "kærlighedsbombe" og betegner deres koncerter som "et frikvarter fra livet."
- Det var fest og farver, og bekymringerne var parkeret i garderoben, skriver hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker