Statsministeren har udråbt kong Frederik som ny regent
Statsminister Mette Frederiksen (S) har søndag udråbt kong Frederik som ny regent. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Kong Frederik X er søndag blevet udråbt som konge, efter at dronning Margrethe har abdiceret.
Med ordene "Længe leve Hans Majestæt kong Frederik den tiende" har statsminister Mette Frederiksen (S) søndag udråbt kong Frederik X som ny regent.
Han overtager den danske trone efter sin mor, dronning Margrethe, der har abdiceret efter 52 år som regent.
- Den kronprins, der nu bliver vores regent, er en konge, vi kender, en konge vi holder af, og en konge vi stoler på, sagde statsministeren.
Inden udråbelsen takkede hun den nu tidligere regent.
- Tak for at løfte arven, pligten og ansvaret. Tak for at forbinde os til fortiden og forberede os til fremtiden. Tak fordi de gjorde dem umage og meget mere til.
Traditionen med at proklamere et tronskifte stammer fra gammel tid, hvor et tronskifte blev bekendtgjort for folket på de åbne landsting i de forskellige landsdele.
Dengang skete det ved, at en betroet embedsmand forkyndte tronskiftet i alle fire verdenshjørner, så alle havde mulighed for at høre det.
Da proklamationen i dag finder sted fra en balkon, undlader statsministeren at vende sig ind mod Tronsalen og proklamerer således fra tre verdenshjørner.
Derudover udråbte statsministeren et nifoldigt leve for den nye konge.
Det var i sin nytårstale, at dronningen meddelte, at hun ville abdicere 14. januar 2024 og overlade tronen til sin ældste søn.
Dronningen blev i løbet af 2023 opereret i ryggen, og det gav anledning til at overveje, om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til næste generation.
- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 – 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far – vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.
Klokken 14 søndag har der så været Statsråd, hvor Danmark fik sig et nyt regentpar: kong Frederik X og dronning Mary.
Ved Statsrådet underskrev dronning Margrethe en erklæring om sin abdikation.
Kong Frederik og dronning Marys ældste søn, Christian, er nu landets nye kronprins.
Kongehuset har tidligere oplyst, at dronning Margrethe beholder sin dronningetitel.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker