Statsrevisor trækker støtte til undersøgelse af Dong-salg
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Der er ikke brug for granskning af Dong-sag, mener S-statsrevisor, der ellers har talt for en undersøgelse.
Først var han klar til at lade Rigsrevisionen undersøge statens salg af Dong Energy. Men nu mener Socialdemokraternes statsrevisor, Lennart Damsbo-Andersen, alligevel ikke, at der er noget at undersøge.
- Jeg er enig med Statsrevisorernes formand, Peder Larsen, i, at det ikke giver nogen mening at bede Rigsrevisionen undersøge salget af Dong, udtaler han i en pressemeddelelse fra partiet.
- Der har allerede været en lang og grundig proces, der ikke har givet anledning til at tro, at salget ikke skulle være foregået efter reglerne. Jeg mener derfor ikke, at der er årsag til at foretage sig yderligere i sagen.
Citatet kommer i kølvandet på hans egne udtalelser i tirsdagens Information, hvor statsrevisoren er fortaler for at se på muligheden for en undersøgelse af det omdiskuterede salg.
- Jeg synes, at vi skal bede Rigsrevisionen se på, om man kan undersøge salget - og hvordan en sådan undersøgelse kunne se ud, sagde Lennart Damsbo-Andersen således til Information.
I samme avis afviste Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), at en undersøgelse skulle være nødvendig.
Det var den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, der i 2014 stod for salget til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Staten blev fra flere sider kritiseret for at have solgt Dong alt for billigt.
Siden salget er selskabet blevet børsnoteret og dets værdi mere end fordoblet.
Det er den kendsgerning, der har fået Enhedslistens tidligere mangeårige finansordfører Frank Aaen til at rette henvendelse til Statsrevisorerne om en undersøgelse.
Statsrevisorerne fungerer som et kollegium, så de tilstræber at være enige - både når de afgiver bemærkninger til beretninger, og når de anmoder Rigsrevisionen om at undersøge et område.
Det betyder, at hvis blot en enkelt af statsrevisorerne ønsker en undersøgelse, modsætter de andre sig ikke en sådan.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde