Stigning i RS-tilfælde bremset - men stadig mange smittede
Tre uger i træk er antal nye tilfælde af RS-virus faldet. Det er dog stadig på et højt niveau ifølge forsker.
Stigningen i smitten med luftvejsinfektionen RS-virus er bremset op, og der er de seneste tre uger set et lille fald i antallet af nye tilfælde.
Smitten er dog fortsat på et højt niveau. Det fortæller Ramona Trebbien, der er afsnitsleder og seniorforsker hos Statens Serum Institut (SSI).
- Selv om vi ser en opbremsning, hvor vi ikke ser denne her meget skarpe vækst i antallet af tilfælde, ligger det stadig på et meget højt niveau, siger hun.
RS-virus er en luftvejsinfektion, som alle mennesker kan blive ramt af. Det giver i de fleste tilfælde milde forkølelseslignende symptomer.
Det kan dog også medføre alvorlig sygdom - især hos spædbørn, ældre og folk med et svækket immunforsvar.
- Det er primært de helt små børn, som også bliver indlagt, fordi de får svært ved at trække vejret. Det er her, det helt store problem er.
- Det er relativt få voksne, som testes positive. Det er de helt små, som kommer i kontakt med hospitalet, siger Ramona Trebbien.
I sidste uge blev der påvist 993 tilfælde af smitte med RS-virus i Danmark.
I den uge i SSI's opgørelse med hidtil flest tilfælde - uge 36 - blev der registreret 1321 smittede med RS-virus.
Selv om antallet af smittetilfælde er faldet, er tallene ekstraordinært højt og tre til fire gange over, hvad der normalt ses per uge under de normale vintersæsoner.
Normalt huserer RS-virus om vinteren mellem december og marts. Men ifølge Ramona Trebbien er det i år - helt atypisk - kommet over sommeren.
Hvor længe smitten vil være høj, er svær at spå om, siger seniorforskeren.
- Nu kommer vi ind i en kold periode, hvor vi må forvente, at vi igen er indenfor.
- Så vi ser måske denne her lidt bredere kurve end normalt (hvor smitten er spredt ud over længere tid, red.). Men vi ved det ikke endnu, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned