Det er dagen før dagen for dronning Margrethe.
Torsdag aften skal regenten bruge sin sidste aften som 69-årig i Det Kongelige Teater. Sammen med 1200 andre gæster kan hun se frem til en bred vifte af store teateroplevelser, inden den store fødselsdagsfejring kulminerer fredag.
Selve gallaforestillingen er en fornem buket af kongeligt skuespil, sang og yndefuld dans.
Aftenen starter med ouverturen fra "Elverhøj". Herefter følger blandt andet uddrag fra to Wagner-operaer og Bizets "Carmen", samt smagsprøver på balletterne "Svanesøen" og "Romeo og Julie".
På skuespilsiden opfører nationalscenen et uddrag af én af denne sæsons mest markante forestillinger, Holbergs "Ulysses von Ithacia".
Stykket har blandt andre Henrik Koefoed på rollelisten, og det bliver hans anden optræden for majestæten i denne uge, da han sammen med resten af Ørkenens Sønner underholdt dronningen tirsdag aften.
I pausen får gæsterne mulighed for at strække ben ved en stående souper, der blandt består af friskpillede skagensrejer, andelevermousse og chokolademousse.
Blomsterkunstneren Mogens Grønbech har prydet balkonerne og Kongelogen på Gamle Scene med puder af nelliker. Ved siden af står der meterhøje dekorationer i sceneåbningen.
Tirsdag aften blev dronningens mere humoristiske gener tilfredsstillet, da blandt andre Ørkenens Sønner og De Nattergale underholdt på Christiansborg Slot.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker