Stilladsarbejdere blokerer Kongens Nytorv

Københavns Indre By omkring Kongens Nytorv var torsdag morgen ramt af trafikkaos.

Med store lastbiler blokerede stilladsarbejdere alle indfaldsveje til kongens Nytorv i protest mod regerings politik.

Stilladsarbejderne er vrede over nedskæringerne på uddannelses- og dagpengeområdet, fortæller formanden for Stilladsarbejdernes Klub i København, Olaf Schroeder Løhndorf til Ritzau.

- Men det har selvfølgelig også noget at gøre med efterlønnen. Vi har et hårdt og nedslidende arbejde, og vi synes, at vores medlemmer skal kunne vælge at gå på efterløn, siger Olaf Schroeder Løhndor, som står sammen med omkring 100 kolleger på Kongens Nytorv.

Blokaden startede klokken ni og sluttede ved 10-tiden.

- Jeg tror, at vi er kommet ud med vores budskab nu, så nu skal vi ud og arbejde, siger Olaf Schroeder Løhndor.

/ritzau/

I en time skabte stilladsarbejdere trafikkaos omkring Kongens Nytorv i København.

Offentliggjort Sidst opdateret