Stjålet guldhorn fundet i Holland

Man troede, at det var tabt for altid, da den danske forfatter og salmedigter B.S. Ingemanns guldhorn blev stjålet fra Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i 1970.

Men nu, omkring 40 år efter, er hornet dukket op på en auktion i Amsterdam, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Det er en fantastisk positiv overraskelse. Vi troede, at hornet var smeltet om, da tyven aldrig ville sige, hvor det var blevet af, fortæller direktør for museet, Mette Skougaard.

Tyven blev dengang fanget, men hornet fandt man aldrig, og alle troede, at det enestående stykke håndværk var tabt for altid.

Mette Skougaard var i sidste uge i Holland for at se hornet og få afklaret det spørgsmål, der havde trængt sig på, siden hun først hørte nyheden om, at et guldhorn var dukket op på Christie's auktion i Holland:

Var dette horn det selvsamme, som blev fremstillet til Ingemann i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1859, men senere stjålet fra sin plads på museet i Hillerød?

- Der er ingen tvivl. Der findes kun det ene horn, så det er helt unikt. Det blev lavet til Ingemann, det er rigt udsmykket, og der står endda på hornet, at det er Ingemanns. Vi blev meget glade for, at det er fundet igen, for det er en vigtig del af vores kulturarv, siger direktøren til avisen.

Museet har nu gjort krav på guldhornet over for dets nuværende ejer, der er bosat i Tyskland.

Det Nationalhistoriske Museum kan ikke oplyse værdien på det stjålne guldhorn, men i 1970 vurderede politiet, at alene guld og ædelsten ville kunne indbringe 60-70.000 kroner.

/ritzau/

40 år efter at det blev stjålet fra et museum, er den danske forfatter og salmedigter B.S. Ingemanns guldhorn dukket op i Holland.

Offentliggjort Sidst opdateret