Stjernearkitekt får kongelig kulturpris

Den prisbelønnede danske stjernearkitekt Bjarke Ingels fik lørdag aften nu også royal anerkendelse, da han modtog kronprins Frederiks og kronprinsesse Marys Kulturpris på 500.000 kroner.

- Hele verden ligger i dag åben for Bjarke Ingels, hvis virke næsten kan minde om legesyge, og for hvem begrænsninger og problemer synes ekstra ansporende i den kreative proces, lød kronprinsparrets begrundelse for prisen.

De hyldede Ingels' værker for at udfordre og skubbe grænser.

- Bjarke Ingels er udpeget som en af verdens mest kreative personer. Vi er sikre på, at hans særlige talent kan holde til denne forpligtende titel, lød det.

Den 36-årige Ingels grundlagde Bjarke Ingels Group (BIG) i 2006 efter tidligere at have grundlagt PLOT. Blandt hans mest berømte byggerier i dansk sammenhæng er Islands Brygges Havnebad, VM Husene og VM Bjerget samt Expo Pavillonen i Shanghai.

Han arbejder lige nu på det pyramidelignende prestigebyggeri W57 i New York og Grønlands nye kunstmuseum i Nuuk.

Det er sjette gang, Kronprinsparret uddeler kulturprisen, men første gang, at prisoverrækkelsen var rykket ud af hovedstaden for at foregå i Musikhuset Aarhus.

Ved samme lejlighed overrakte kronprins Frederik og kronprinsessen to Stjernedryspriser på hver 50.000 kroner til forfatteren Josefine Klougart og bandet William Blakes.

- Josefine Klougart har med bare to bøger markeret sig som en af de vigtigste forfattere ikke blot i sin generation men i sin tid. Varmen og kulden mødes i hendes sprog, sagde kronprinsesse Mary om prismodtageren.

Kronprins Frederik kaldte til gengæld The William Blakes for et festfyrværkeri af musikalsk fantasi lige fra den anmelderroste debut i 2008.

- Alvor, humor og ånd går hånd i hånd. De vælter barrierer ned mellem genrer med en frygtløshed fri for fordomme, sagde kronprinsen.

Prisshowet i Aarhus var arrangeret i samarbejde med DR og bød på masser af musik fra TV2 til Trine Dyrholm og operasanger Andrea Pellegrini.

/ritzau/

Arkitekten Bjarke Ingels er femte modtager af kronprinsparrets store kulturpris, som uddeles hvert andet år.

Offentliggjort Sidst opdateret