Stor affaldsbrand i Roskilde forsøges slukket med jord
Affaldsbrand i Roskilde kan potentielt tage flere uger at få slukket. Nu prøver Roskilde Brandvæsen at kvæle branden med jord. (Arkivfoto) Foto: Colourbox/Free
Colourbox/Free
Roskilde Brandvæsen forsøger at kvæle affaldsbrand med jord. Effekten af slukningsforsøget evalueres mandag.
I sidste uge opstod en affaldsbrand i Roskilde, som siden har opnået en størrelse, der ikke tidligere er set i Danmark.
Derfor har Roskilde Brandvæsen den seneste uge været optaget af at finde ud af, hvordan den skal slukkes.
Lørdag har man i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og Frederiksborg Brand og Redning igangsat et slukningsforsøg.
Indsatsleder Mikael Gam, der har været til stede, fortæller, at forsøget indebærer, at dele af affaldsbranden er blevet overhældt med jord.
- Vi prøver at kvæle branden, fortæller han.
Men brandvæsenet har været nødt til at tage nogle sikkerhedsforanstaltninger, da forsøget har været forbundet med risici.
Tunge bulldozere er blevet brugt til at sprede jorden, og der har været en frygt for, at industrimaskinerne ville falde igennem potentielle luftlommer i affaldsbunkerne.
- Vi har valgt bulldozere med larvefødder, for at minimere risikoen for at falde igennem, fortæller Mikael Gam.
Med larvefødder bliver maskinens vægt fordelt bedre.
Men man frygtede også, at bulldozeren ikke kunne holde til de høje temperaturer, og derfor blev brandvæsenet assisteret af Beredskabsstyrelsen, som sikrede nok vand.
Derudover har Frederiksborg Brand og Redning været ude med droner, for at overvåge forsøgsaktionen oppe fra.
- Dronerne har både været udstyret med et almindeligt og et termisk kamera, forklarer Mikael Gam.
Dermed har det været muligt at holde øje med forsøgets fremgang og affaldets temperatur.
Nogle steder er virksomheden Solums affaldsbunker mellem ti og femten meter høje.
Derfor vil brandvæsenet evaluere slukningsforsøget mandag. Hvis det virker, skal de finde løsninger på at kunne få spredt jorden ud over de højeste punkter.
Solum er en affaldshåndteringsvirksomhed.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned