Stor forskel på arbejdsløsheden

Mændenes ledighed ligger langt over kvindernes. Og det er mændene i byggeriet og ufaglærte i eksempelvis 3F, der især rammes. Den situation er den samme for hele Lolland-Falster. Og ligner i øvrigt hele Østdanmark.

Men ellers viser de nyeste tal fra Beskæftigelseregionen om arbejdsløsheden i marts, at forskellene lokalt på Lolland-Falster vokser endnu en smule: Mens Guldborgsund holder sig på en ledighed på “kun” 4,1 procent - en lille smule nedad i forhold til februar - så er arbejdsløsheden på Lolland 6,3 procent. Uændret i forhold til januar.

Det er værd at bemærke, at arbejdsløsheden i det hårdt ramte 3F på Lolland er dalet en smule med forårets komme - men det har altså ikke endnu kunnet opveje stigningen i ledigheden på andre fagområder for alvor.

Samlet - og i faktiske tal - var der i Guldborgsund 1.202 arbejdsløse i marts. I Lolland, hvor det samlede befolkningstal er klart lavere, var antallet af arbejdsløse på 1.307. Heraf var hele 562 medlemmer af 3F, som på Lolland har en arbejdsløshed på 16 procent.

Det er i øvrigt ikke kommunens højeste. Den finder man hos Byggefagene med 17 procent - og i underafdelingen Træ-Industri-Byg med hele 23,4 procent i marts.

I Guldborgsund er 3F-ledigheden på 12,4 procent - svarende til 459 arbejdsløse. I Guldborgsund ligger TIB i øvrigt også i top med 19,6 procent.

I en kommentar til de nye jobtal konstaterer Beskæftigelsesregionen, at forskellen mellem mænds og kvinders ledighed stadig øges. Det gælder situationen i hele det østlige Danmark.
Her er ledigheden for mænd på 5,4 procent i marts, mens kvindernes var 3,5 procent.

Tallene viser i øvrigt også, at mens det i starten af den nuværende afmatning især var de helt unge mænd, der blev ramt af arbejdsløshed, er det nu også i høj grad mænd over 30 år, som må stille op i jobkøen. Det er dog fortsat gruppen af mænd mellem 25 og 29 år, som har højest arbejdsløshed.
 

Foto: (Arkivfoto)

Ufaglærte mænd er stadig dem, der er hårdest ramt af ledighed.

Offentliggjort Sidst opdateret