En flok på ti spækhuggere med mindst to kalve og flere unge dyr er onsdag observeret af biologer fra Aarhus Universitet 55 kilometer nordvest for Hanstholm.
Flokken er formentlig den største flok spækhuggere, der er set i danske farvande i nyere tid.
Biologerne observerede dyrene, der er sjældne gæster i danske farvande, i forbindelse med en optælling fra fly af havpattedyr og fugle i den nordlige del af Vesterhavet og i Skagerrak.
Havområdet rummer tre Natura 2000-områder. Spækhuggerne blev observeret nord for Natura 2000-området "Gule Rev" i Norske Rende, tæt på territorialgrænsen mellem Danmark og Norge.
- Vi foretager optælling af havpattedyr og fugle i området én gang årligt for Naturstyrelsen. Det var på den sidste del af optællingen, vi fandt flokken på ti spækhuggere, fortæller biolog Ib Krag Petersen.
Spækhuggeren er ikke bare en hval, men også den største delfinart i verden. Den er geografisk set det næstmest udbredte pattedyr på jorden efter mennesket og findes i alle jordens have.
Dens karakteristiske udseende med sort ryg, hvidt bryst og hvide sider samt en hvid plamage over og bag øjet kendes af mange fra spillefilmen "Befri Willy", der handlede om kampen for befri en tilfangetaget spækhugger.
Filmens spækhugger med det rigtige navne Keiko blev senere efter rehabilitering forsøgt udsat i det fri i havet ud for Norge. Men han forblev afhængig af mennesker, til han døde af lungebetændelse i 2003.
Spækhuggerhanner kan blive op til 9,5 meter lange og veje over 6 tons. Kalve fødes med en vægt på cirka 180 kg og er omkring 2,4 meter lange.
Den er et af de mest fleksible rovdyr, da den spiser fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler. Spækhuggere er kendt for at angribe især gråhvaler og blåhvaler. Men aldrig mennesker.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker