Stordriftsfordele ædt op i kommuner

De nye storkommuner bruger flere penge til administration end de gamle små kommuner. Dermed har kommunerne samlet set ikke formået at opnå de stordriftsfordele, som politikerne lagde op til, da de argumenterede for færre og større kommuner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Forventningen var ellers, at administrationsudgifterne kunne reduceres med 10 procent over en årrække.

Men undersøgelser viser, at administrationsudgifterne i 2008 ligger højere i de nye sammenlagte kommuner end i de gamle og mindre kommuner før reformen den 1. januar 2007.

- Gevinsten er udeblevet, så man må sige, at politikerne i allerhøjeste grad har oversolgt budskabet om stordriftsfordele, siger projektchef Kurt Houlberg fra Niras Konsulenterne, der netop har analyseret kommunernes administrative udgifter, til Jyllands-Posten.

En tidligere undersøgelse fra revisionsfirmaet Deloitte giver samme resultat.

Forklaringen er ifølge flere forskere, at næsten alle de nye kommuner stadig har spredt deres administration ud på fire-fem gamle rådhuse og bruger millioner af kroner på, at medarbejdere kører tusindvis af kilometer.

De større kommuner har også ansat flere økonomer, jurister og kommunikationsfolk.

KL's formand, borgmester Erik Fabrin (V), mener, at det er for tidligt at vurdere kommunernes administration.

- Vi er i gang med at reducere, og det vil man se i de kommende år, siger Erik Fabrin til avisen.

/ritzau/

Der er masser af penge at spare via stordriftsfordele. Sådan lød det, da politikerne argumenterede for større kommuner. Men virkeligheden er en helt anden.

Offentliggjort Sidst opdateret