Store landsdækkende dagblade er på massiv statsstøtte. Samlet set støtter statskassen hvert eneste dagbladsabonnement med 1.274 kroner om året, fremgår det af beregninger fra ugebrevet Mandag Morgen.
Da JP/Politikens Hus i sidste uge præsenterede et overskud på 267 millioner kroner, kom der et endnu større beløb fra direkte eller indirekte mediestøtte fra staten, ikke mindst i form af fritagelse for moms.
De store dagblade får langt mere i mediestøtte end hidtil antaget, skriver ugebrevet, som har regnet på det sammen med medieforskeren og professor Anker Brink Lund fra handelshøjskolen CBS.
Berlingske Media får også solid støtte ifølge ugebrevet. Det bliver til over 300 millioner kroner årligt til udgivelse af Berlingske, B.T., Weekendavisen, Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis og De Bergske Blade.
Moderkoncern Mecom offentliggør sit årsregnskab for 2010 på onsdag.
Dagbladenes nul-momsordning står for op imod 3/4 af den samlede mediestøtte. Kun en fjerdedel kommer fra den særlige distributionsstøtte ifølge Mandag Morgen.
Ebbe Dal, administrerende direktør i Danske Dagblades Forening, er klar til at ændre i distributionsstøtten, men han vil ikke røre ved den særlige nul-moms ordning:
- Vi er fra branchens side klar til at diskutere ændringer i distributionsstøtten. Det er noget af det, vi kigger på i Udvalget om den fremtidige mediestøtte. Men vi er ikke klar til at kigge på nul-momsen. Den er et livsvilkår for dagbladene. Oplagene ville falde drastisk, hvis den blev fjernet, siger han til Mandag Morgen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker