Storken er landet
En stork har slået sig ned i Bedsted nær Tønder. Den kan dog få problemer på grund af kulden. Storken på billedet her er fra Tyskland. Foto: Scanpix/Bernd Wustneck
Scanpix/Bernd Wustneck
Årets første stork er landet i Danmark, men den kan komme i problemer på grund af kulden, vurderer ekspert.
Årets første stork i Danmark landede lørdag aften i Bedsted nær Tønder, hvor den har overnattet i et træ ved kirken. Det skriver TV Syd.
Søndag formiddag sad den stadig i træet, hvor Lone Elise Andersen tog et billede af den frysende fugl.
Det er ifølge storkene.dk ikke uventet, der kommer storke nu. Allerede i slutningen af januar ankom de første storke til Slesvig-Holsten, og lige nu opholder der sig mellem 30-40 storke lige syd for grænsen.
- De seneste ti år er storkene kommet tidligere og tidligere. Årsagen er det milde vejr. Mange storke overvintrer ikke længere i Afrika men i Sydeuropa, hvor især Portugal og Spanien er yndede overvintringssteder. Det betyder, de kun skal flyve i en til to uger og ikke i cirka seks uger for at komme op til os, siger Jess Frederiksen fra storkene.dk til TV Syd.
Selv om kalenderen om få dage siger marts og dermed forår, så er det så koldt, at storken med stor sandsynlighed har brug for hjælp til at finde føde.
- Jeg er sikker på, den fryser. Det er en fugl, som ikke overlever særligt godt i kulde, og den har sikkert svært ved at finde føde, siger Jess Frederiksen.
Han fortæller, at man meget gerne må lægge føde ud til den i form af ferske fisk, pålægsrester eller, hvis nogen har adgang til daggamle kyllinger, vil det også være en lækkerbisken for storken.
- Man skal blot forsøge at kaste lidt mad ud på jorden i nærheden af, hvor man har set den sidde, siger Jess Frederiksen.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker