Storm udløser evakuering for beboere i vindfølsomme højhuse
Beboere i Bellahøjhusene skal evakueres som følge af stormen Pia. Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med stormen Otto i februar. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Beboere i Bellahøjhusene må for en stund forlade deres hjem på grund af stormen Pia, der går i land torsdag.
Det er endelig besluttet, at beboere i 86 lejligheder i Bellahøjhusene skal evakueres torsdag eftermiddag som følge af stormen Pia.
Boligselskabet KAB bekræfter det over for Ritzau.
Højhusene fra 1950'erne har en konstruktionsfejl, som gør, at de ikke tåler en vindbelastning på mere end omkring 14 meter per sekund i middelvind.
I en orientering fremgår det, at der er bustransport til og fra det hotel i København, som beboerne har mulighed for at opholde sig på.
Busserne kører fra klokken 14 til 17, og beboerne kan blive på hotellet, indtil de får besked om, at bygningerne igen er sikre. Herefter vil der være bustransport tilbage til Bellahøj.
Hvis vejrudsigten ændres, tilpasses planen om evakuering, og beboerne orienteres via sms.
Evakueringen gælder adresserne Ved Bellahøj Syd 23, 24-26 og 28.
Højhusene ligger i Brønshøj i København.
I februar blev selvsamme højhuse også evakueret. Det skete i forbindelse med stormen Otto, der ramte landet tilbage i februar.
Boligselskabet KAB havde i forvejen orienteret beboerne om, at de formentlig skal evakueres torsdag eftermiddag.
Det skrev selskabet i en pressemeddelelse onsdag.
Kundedirektør i KAB Sanne Kjær sagde i meddelelsen, at vindniveauet ifølge selskabets tekniske rådgivere kan blive kritisk for bygningernes stabilitet.
- Beboernes sikkerhed er altafgørende for os, og vi har derfor varslet dem om, at de af sikkerhedsmæssige grunde skal evakueres, sagde hun.
Hun anerkendte samtidig, at det er en højst ubehagelig og ubelejlig situation, særligt fordi det er op til jul.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker