Stormen Knud viser tænder i flere landsdele
Stormen Knud rammer her en kitesurfer ved Nørre Vorupør syd for Hanstholm, fredag 21. september 2018. DMI har varslet vindstød af orkanstyrke ved Vestkysten. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Stormvejret over Danmark har forårsaget væltede træer på tog- og vejbaner. Vindstød af orkanstyrke kan vente.
Stormen Knud generer trafikken flere steder i landet.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi meldte ved middagstid om cirka fem steder, hvor træer er væltet ud på veje. Også politiet i Sønderjylland har på Twitter fredag formiddag fortalt om væltede træer.
Årsagen er kraftige vindstød.
DSB kunne ved middagstid berette, at væltede træer gør, at der i øjeblikket ikke kører tog mellem Roskilde og Køge, og at man har indsat togbusser.
- I forbindelse med stormen har der været en markant koldfront, som har passeret gennem landet, siger Frank Nielsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Det har givet kraftige vindstød af stormstyrke, som er kommet meget pludseligt.
Fredag eftermiddag og aften forventer DMI, at stormen tager til i det nordvestlige Jylland. Vindstød af orkanstyrke kan være i vente, og det kan føre til endnu flere væltede træer, brækkede grene og nedfaldne tagsten.
De stærke vindstød fra Knud fik også færgeselskabet Color Line til at aflyse flere afgange fredag eftermiddag og aften på grund af vejret.
På selskabets hjemmeside fremgik det, at det drejede om fire afgange mellem Hirtshals og Kristiansand og Hirtshals og Larvik.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har DFDS oplyst, at man på grund af stormen kan opleve længere sejltid på ruten mellem Oslo og København, men at man dog ikke aflyser sejladsen.
Tidligt fredag morgen kunne DMI fortælle, at stormvarslet kommer til at berøre en mindre del af det nordvestlige og nordlige Jylland, end DMI forudså torsdag.
- Styrken af stormen vil være den samme, men fordi lavtrykkets retning har rykket sig, vil stormens udbredelse i det vestlige og nordlige Jylland være knap så stor som tidligere forventet, sagde vagthavende meteorolog Anja Bodholdt i den sammenhæng.
DMI fastholder dog sit kategori 2-stormvarsel for dele af Nord- og Vestjylland gældende fra omkring fredag middag.
Varslet gælder Vendsyssel, Jammerbugt, Thisted og Lemvig, hvor man efter al sandsynlighed vil kunne opleve vindstød af orkanstyrke.
Vejdirektoratet fraråder også fredag eftermiddag passagerer i vindfølsomme køretøjer at passere en række broer i Danmark på grund kraftig vind.
Der er blandt andet tale om Storebæltsbroen, Sallingsundbroen og Svendborgsundbroen.
Vejdirektoratet forventer først, at vinden aftager ud på natten eller tidligt lørdag morgen.
I den vestlige del af Limfjorden varsler meteorologerne om forhøjet vandstand omkring Nissum Bredning.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik