Stormen Malik lukker testcentre flere steder i landet

Lyntestudbyderen Copenhagen Medicals lukker sine test- og vaccinetelte i København og omegn lørdag klokken 15 og hele søndag. Herunder teltene i Fælledparken. (Arkiv). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af sikkerhedsmæssige årsager lukker en række testcentre tidligere lørdag, da storm forventes at ramme landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag kan det blive en udfordring at få en coronatest.

For stormen Malik, der rammer lørdag eftermiddag, betyder, at testcentre flere steder i landet lukker tidligere end normalt af sikkerhedsmæssige hensyn.

I Region Nordjylland er der otte PCR-testcentre, der lukker tidligt lørdag.

- Beslutningen er truffet i samarbejde med politiet og sker, for at ingen medarbejdere skal løbe en risiko ved at være ude i stormen. Alle borgere, der har opgivet telefonnummer ved booking af tid, får en sms med aflysningen.

- Hvis vi også er nødt til at holde lukket nogle steder i morgen, melder vi ud her hurtigst muligt, skriver regionen på Facebook lørdag middag.

Region Midtjylland oplyser i en pressemeddelelse, at "mange testcentre" lukker midlertidigt på grund af stormen. De ventes at åbne igen søndag.

Det fremgår ikke, hvor mange testcentre det drejer sig om.

- Stormen Malik betyder, at mange testcentre i Region Midtjylland lukker midlertidigt af hensyn til medarbejdernes og borgernes sikkerhed, skriver regionen.

I forvejen har lyntestudbyderen Copenhagen Medicals meddelt, at det lukker sine test- og vaccinetelte i København og omegn lørdag klokken 15 og hele søndag.

Der er tale om teltene i Fælledparken, på Frue Plads, ved Frederiksberg Centret og i Gentofte. De sikres samtidig med beton og surring.

- Det sker af sikkerhedsmæssige årsager for de borgere, der skal testes og vaccineres, og for vores medarbejdere, sagde pressechef Trine Baadsgaard i en pressemeddelelse fredag.

På Bornholm holder testcentrene i Rønne og Nexø åbent som normalt. Til gengæld må de borgere, som får en test lørdag, forvente længere svartider end normalt.

- På grund af den varslede storm og ændring/aflysning af færgeafgange vil man kunne se længere svartider på PCR-prøverne fra Bornholm i dag, skriver Test- og Vaccinationscenter Bornholm på Facebook.