Stormen Malik ruskede pollensæsonen i gang
Pollen på en hasselbusk i Aalborg i marts 2019. Hassel- og elletræer har i januar fået nok pollen til, at det kan give pollenallergikere røde øjne og stoppet næse. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kraftige vindstød fra stormen Malik, der rasede over Danmark i weekenden, kickstartede årets pollensæson.
Stormen Malik, der ramte landet i weekenden, har med sine voldsomme vindstød været med til at blæse pollensæsonen i gang. Det skriver interessefællesskabet Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.
Det er hassel- og elletræer, der nu har nok pollen til, at det kan give pollenallergikere røde øjne og stoppet næse. Derfor skød Astma-Allergi Danmark officielt pollensæsonen i gang søndag.
Mathilde Kloster, der er biolog og leder af pollentællingerne ved Astma-Allergi Danmark, fortæller, at den stærke vind har sat gang i træernes rakler og påvirket frigørelsen af pollen.
- Og der må vi sige, at Malik fik blæst rakler og pollenkorn fra elletræer og hasselbuske godt og grundigt rundt og ind i vores pollenfælder, siger hun.
Søndag var pollentallet for elletræer 9, mens det for hasselbuske var 17.
Det har været en mild vinter i Danmark, hvilket er med til at skubbe pollensæsonen frem. Årets pollensæson er startet godt tre uger før sidste års sæson.
Selv om pollensæsonen er begyndt tidligt, ser det ud til, at den bliver mild for både el og hassel i forhold til sidste år. Der var pollentallene nemlig ekstremt høje. Og det følger ret godt det mønster, man kender for pollen.
- Efter en sæson med meget knald på ser vi ofte, at den efterfølgende sæson er en del mildere, da træet eller busken har brugt alt krudtet året inden, siger Mathilde Kloster.
Pollen måles i en pollenfælde, der hænger 15 meter over jorden. Fælden tømmes samme tid hver dag.
Når fælden bliver tømt, tæller man forskellige typer af pollen manuelt. Pollen bliver målt i København og i Viborg.
Der er lidt under en million danskere, der har pollenallergi, skriver Astma-Allergi Danmark.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker