Den varslede storm rammer først for alvor landet søndag. Men allerede lørdag blæser det kraftigt en del steder på Vestkysten, og i Esbjerg forbereder man sig på en vandstand, der er godt 2,6 meter over dagligt vande.
Der er lørdag aften kraftige vindstød i Vestjylland og ved Jammerbugten, oplyser vagthavende meteorolog Bill Vejdegren hos DMI.
- Det bliver blæsende og er det faktisk allerede nu. Der er kuling ude over farvandene og ude ved kysterne.
- Jeg regner med, det forbliver sådan natten over og søndag formiddag. Dog kan der være kraftige vindstød, der sniger sig op hen ad stormstyrke, siger han.
Søndag eftermiddag tager stormen fat bag om den koldfront, der skal passere.
- Det begynder i Nordjylland med storm med vindstød af orkanstyrke, og det trækker så mod sydøst og ned over Kattegat mod Nordsjælland.
- Derfra går det tværs over Skåne ned til Bornholm, hvor det rammer søndag aften. Det ser ud til, de får storm en overgang, siger DMI's vagthavende.
Det er stadig lidt usikkert, om stormen kommer ind over land til nordsjællænderne.
- Men det skal nok blæse, så folk vil opfatte det som storm uanset hvad, siger Bill Vejdegren.
I Esbjerg venter man ikke at blive ramt af stormen, men kun af højere vandstand, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag ved 21-tiden.
- Den seneste prognose fra havnevagten lyder på 2,62 meter over dagligt vande. Vi har underrettet Esbjerg Kommune og Falck og iværksat den plan, vi har for høj vandstand, siger han.
Især på Fanø ryger vandet nok et godt stykke over molen.
- Så der har vi bedt folk om at undlade at parkere nede ved molen. Det samme gælder Esbjerg Havn ved Fanø-færgen, siger Erik Lindholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned