Stort vejarbejde kan skabe køer i sommertrafikken i Danmark
Særligt skal trafikanter være opmærksomme på E45 Aarhus Vest frem til midten af august. Her har Vejdirektoratet spærret tre motorvejsramper i forbindelse med udvidelsen af motorvejen. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Blandt andet udvides motorvejen E45 mellem Kolding og Randers denne sommer på en strækning på 60 kilometer.
Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og det skaber en øget trængsel på vejene i den danske sommertrafik.
Ferietrafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland samt til og fra Tyskland.
Vejarbejde flere steder kan meget vel give en forlænget rejsetid i stort set hele sommerferieperioden.
Det oplyser Vejdirektoratet tirsdag i en pressemeddelelse.
Motorvejen E45 mellem Kolding og Randers udvides flere steder på en strækning på i alt 60 kilometer.
Det vil betyde periodevist vejarbejde i begge retninger, som vil give risiko for længere rejsetid.
Særligt skal trafikanter være opmærksomme på E45 Aarhus Vest frem til midten af august. Her har Vejdirektoratet spærret tre motorvejsramper i forbindelse med udvidelsen af motorvejen.
I starten af august begynder et nyt vejarbejde på Motorring 3 vest om København også. Det betyder, at der visse dage vil være helt spærret på strækningen.
Særligt trafikanter, der skal til lufthavnen i Kastrup, bør i den periode læse op på deres rute i god tid, anbefaler Vejdirektoratet.
Danskere, der skal krydse grænsen og køre ned gennem Tyskland, skal være opmærksomme på, at der i sommerferien kan være planlagt vejarbejde flere steder på hovedfærdselsårerne i Tyskland.
Vejdirektoratet anbefaler generelt, at trafikanter planlægger deres ruter på forhånd, inden de kører hjemmefra.
De mest berørte strækninger i sommertrafikken vil være E20 Vestmotorvejen og den vestlige del af Fynske Motorvej, E45 Sønderjyske Motorvej rundt om Kolding og området ved den dansk-tyske grænse.
Ligeledes kan der være tæt trafik til og fra færgehavnene mod Tyskland ved Rødby og Gedser samt E45 Østjyske Motorvej mellem Aarhus Nord og Skærup.
Særligt i weekenderne vil der være øget trafik. Vejdirektoratet vurderer, at alle lørdage fra uge 26 til 32 har stor risiko for kødannelser særligt i formiddagstimerne.
Netop lørdag er ofte skiftedag for sommerhuse, og der ventes tæt trafik alle lørdage i sommerferien på vejene i retning mod sommerhusområderne.
Det forventes særligt på rute 21 til og fra Sjællands Odde, rute 16 Hillerødmotorvejens forlængelse, rute 11 langs den jyske vestkyst, rute 55 ved Løkken og Blokhus og rute 40 til og fra Skagen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde