Støttepartier mister troen på regeringens løfter om stor psykiatriplan

En indsats mod børn og unges mistrivsel står meget højt på ønskesedlen hos både støttepartier og i Sundhedsstyrelsen store oplæg til en bedre psykiatri. (Modelfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et markant løft af psykiatrien var et nøglepunkt i aftalen mellem S og regeringens støttepartier. Nu frygter støtterne, at regeringen løber fra aftalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

110 milliarder kroner årligt. Det koster psykiatrien det danske samfund inklusive tab på grund af manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Det viser tal fra OECD.

Forsømmelserne på området er årtier gamle. Men i den seneste valgkamp gik en række partier til valg på, at nu skulle psykisk sygdom tages lige så alvorligt som fysisk. Forskelsbehandlingen måtte slutte.

I forståelsespapiret med SF, Enhedslisten og De Radikale, som sikrede Socialdemokratiet regeringsmagten, lovede regeringen at "invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål".

Det er tre år siden. Stadig ingen forhandlinger, og med udsigt - måske - til et efterårsvalg er tålmodigheden sluppet op.

- Sundhedsministeren og statsministeren må nu garantere en politisk aftale, før der udskrives valg. Ellers er det et kæmpestort og klokkeklart løftebrud, siger Enhedslistens psykiatriordfører, Pernille Skipper.

Fredag havde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) atter indkaldt til et "temamøde". Til september kommer endnu et.

Som de øvrige psykiatriordførere peger Pernille Skipper på, at Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen allerede i januar fremlagde et omfattende og fra alle sider rost psykiatriudspil.

Psykiatriordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten kalder det et kæmpestort løftebrud, hvis regeringen ikke inden næste valg har indgået en aftale om et markent løft af psykiatrien, som det blev aftalt med støttepartierne.(Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

- Siden er der intet sket. Det er endnu et kæmpesvigt over for patienter, pårørende og ansatte i psykiatrien, siger Skipper.

- De temamøder skal bare trække tiden ud og undgå kritik for ikke at sætte sig til forhandlingsbordet, siger hun.

Også den radikale psykiatriordfører, Stinus Lindgreen, kalder på handling nu.

- Jeg så hellere forhandlinger end endnu et temamøde. Det er stærkt utilfredsstillende, at der stadig ikke er sket noget. Psykiatrien har været underprioriteret og underfinansieret alt for længe. Regeringen kunne uanset corona have sat skub i forhandlingerne langt før, siger han.

SF's psykiatriordfører, Trine Torp, er også utilfreds. Hun havde for nylig sundhedsministeren i samråd uden signaler om, hvornår der skal forhandles om et af de sidste store temaer, der før næste valg står uløste tilbage i regeringens forståelsespapir.

- Vi burde for længst have været i gang med forhandlingerne. Jeg er bestemt ikke tilfreds med, at regeringen bliver ved med at sylte det her område, hvor der er så meget brug for forbedring.

- Hvis ikke der snart sker noget, må vi samle et flertal uden om regeringen og starte forhandlingerne selv.

Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann, er ikke fremmed for at arbejde sammen med SF og Enhedslisten i denne sag, siger hun.

- Vi står præcis samme sted som ved valget i 2019, hvor Socialdemokratiet lovede en 10-års-plan for psykiatrien, ligesom Venstre gjorde. Siden det store, flotte udspil fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen har regeringen siddet på hænderne.

Hun erkender, at en stor plan for psykiatrien vil koste.

- Og vi er også parate til at bruge penge på det. Vi er klar til noget, der ligner kræftpakkerne med konkrete mål og en patientansvarlig sundhedsperson, der følger folk hele vejen. VI skal have løftet danskernes mentale sundhed, siger hun.

Det har ikke været muligt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke. Men i en skriftlig kommenter siger han:

- Jeg arbejder efter planen om at levere psykiatriplanen præcis som aftalt i denne valgperiode. Næste skridt er møde med alle partierne (fredag, red), hvor jeg har indkaldt eksperter om at forebygge selvmord i psykiatrien og fastholde vores dygtige personale.

- Vi skal forpligte hinanden på målsætningen og indarbejde en løbende opfølgning, så planen bliver et reelt løft af psykiatrien 10 år frem.

/ritzau/

Det hidtil største oplæg til bedre psykiatri

* Et nyt stort fagligt og meget rost udspil i januar fra Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen til en tiårig psykiatriplan pegede på 37 anbefalinger med fokus på fem hovedområder:

1. Opbygning af lettilgængelige kvalitetstilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel.

2. Styrkede indsatser til mennesker med svær psykisk sygdom såsom skizofreni.

3. Afstigmatisering af psykiske lidelser med blandt andet et nationalt videnscenter.

4. Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer

5. Mere forskning og udvikling.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

Det vil støttepartierne med psykiatrien

Enhedslisten:

- Brug erfaringen fra kræftpakkerne fra at være håbløst bagud til at blive nogle af de bedste i verden.

- Alt kan ikke gøres på én gang. Fokuser på en rammeaftale og så indsatsen de første to år, så partierne bindes op uanset skiftende politiske flertal.

- Nedsæt et uafhængigt fagligt psykiatriråd, der hvert år vurderer den politiske indsats, som Klimarådet gør.

- Tag afsæt i de fem områder, som Sundhedsstyrelsen har fremhævet.

SF:

- Den negative udvikling i børn og unges trivsel bør står allerøverst.

- Det skal være lettere at få den rette hjælp tidligere, så indlæggelser og genindlæggelser kan undgås.

- Støtter en politisk rammeaftale om, hvornår og i hvilken rækkefølge de andre dele forhandles.

Radikale Venstre:

- Tag afsæt i det faglige udspil fra Sundhedsstyrelsen.

- En aftale kan ikke løse alt i første hug, men kan lægge rammerne fremover inklusiv enighed om at finde midlerne, så målet kan nås.

- Nøgleord er forebyggelse, opsporing og tidlig indsats især rettet mod børn og unge og kamp mod uligheden i psykisk sundhed.

Kilde: Enhedslisten, SF og Radikale Venstre

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu