Strømmen vender tilbage til Nuuk efter flere timers nedbrud
Grønlandske Nuuk, hvor der bor cirka 18.000 mennesker, var i timevis ramt af strømnedbrud lørdag. Foto: James Brooks/Ritzau Scanpix
Der kan stadig være lang udsigt til, at en langvarig strømafbrydelse i Nuuk er overstået, oplyser myndigheder.
Efter flere timers nedbrud har størstedelen af borgerne i Nuuk i løbet af lørdag aften fået strømmen tilbage i deres stuer.
Det står klart efter et møde i Grønlands beredskabsstab lørdag aften klokken 22.30 i Grønland - søndag klokken 01.30 i Danmark.
Efter mødet er der blevet udsendt en pressemeddelelse på mail.
Her meddeler Nukissiorfiit, som er det nationale forsyningsselskab i Grønland, at omkring to tredjedele af Nuuk har fået strømmen tilbage.
Det lyder videre, at tidshorisonten stadig følges, men at der ikke forventes at gå lang tid, før alle husstanden har strøm igen.
Lidt tidligere på lørdagen meddelte Nukissiorfiit, at alle generatorer i backup-elværket fungerer, som de skal. Herefter var det forventningen, at strømmen ville være tilbage om mellem tre og fem timer.
Samtidig blev borgere, der har fået strømmen tilbage, opfordret af Nukissiorfiit til at spare på strømmen. Det gælder eksempelvis brug af vaskemaskiner, opvaskemaskiner og elektrisk køkkenudstyr.
Strømafbrydelsen i Nuuk begyndte klokken 13.20 dansk tid lørdag.
Nuuks hospital, redningsberedskabet og politiet har under nedbruddet kørt på nødgeneratorer. Politiet har også sendt flere patruljer på gaderne, så det har været ekstra synligt i Nuuk.
I akutte tilfælde, hvor man ikke har kunnet bruge telefoner, har det været muligt at henvende sig på sygehuset eller politigården.
Det lyder dog i pressemeddelelsen natten til søndag, at politiet nu igen kan kontaktes på dets sædvanlige telefonnummer.
Da der er borgere, som har været uden varme, har Sermersooq Kommune etableret en varmestue i Godthåbshallen i Nuuk.
Der har også været åbnet for en varmestue i Nuussuaqs idrætshal, oplyste forsyningsselskabet Nukissiorfiit lørdag aften.
Begge varmestuer er lukket igen, efter at strømmen stort set er tilbage.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) var temperaturen i Nuuk lørdag aften lokal tid på mellem -13 og -11 grader.
Der bor cirka 56.500 mennesker i Grønland. Omkring 18.000 bor i Nuuk.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker